Onsdag den 13. juni kl. 17 kan du nyde duften, farverne og den friske luft på Greve Museum, når museets gartner Elsebeth Larsen inviterer dig med på havevandring i den smukke og stemningsfulde have, som omgiver Greve Museum.

Hør om planterne

I museets store have er der mange, blomster, bær, træer, små hjørner og stier, som du måske ikke på tidligere besøg på museet har lagt mærke til. Grevegård, som huser Greve Museum, er omgivet af en stor have på alle sider af gården. Ofte er det måske ikke haven, der er grunden til, at tage forbi museet, men denne lyse juniaften skal der laves om på det, når du kan gå med på havevandring og høre om havens historie, indretning og afgrøder.

Greve Museums have forandrer sig gennem hele året. Lige nu er silkepæonerne ved at afblomstre og græsset står højt på den plæne, hvor de blå og nu afblomstrede skilla i foråret farvede plænen helt lyseblå, skillaen skal nemlig visne helt, før den smider sine frø, så næste års plæne også kan blive blå. Til gengæld står staudesalvien i skøn lilla blomst ligesom solhatten og den røde sankthansurt snart er på sit højeste og lavendlerne om ganske få dage også er på vej til at springe ud i fuld flor. På vandringen vil museets gartner Elsebeth Larsen tage gæsterne med på tur mellem buksbom, rosenbede, høje kastanjetræer og ikke mindst de smukke farverige blomster.

Havens historie

På turen vil du også kunne høre lidt om havens historie, og om hvordan den har skiftet udseende og funktion gennem tiden fra 1826, hvor gården blev bygget og frem til i dag. Publikum kan glæde sig til at gartner Elsebeth Larsen helt sikkert vil dele gavmildt ud af sin store viden om enkelte planters historie og hvilken betydning nogle urter eksempelvil har haft tilbage i tiden.

Praktiske oplysninger
Det koster 40 kr. at deltage i havevandringen (børn under 18 år halv pris). Greve Museum har denne onsdag åbent fra kl. 11-20 og der vil være mulighed for at købe kaffe/te og kage i museets café både før og efter havevandringen. Læs mere om museets øvrige arrangementer og udstillinger på www.grevemuseum.dk

Kilde: Greve Museum

Deltag i debatten
Del.