Det nye, store erhvervsområde ud til motorvejen ved Greve Nord fik en flyvende start, da Greves borgmester markerede den officielle opstart på byggeriet af Greve Distribution Center med en tale for mere end 100 gæster fra ind- og udland den 6. november 2017. Hun tog det første spadestik sammen med den belgiske investor Ignace De Paepe og sluttede af med en tur i helikopter over et grønt og solbeskinnet Greve.

Om et års tid er første etape af Greve Distribution Center (GDC) en realitet. Det belgiske ejendomsudviklings- og investeringsfirma MG Real Estate skal opføre et 100.000 m2 moderne distributionscenter på et samlet grundareal på 230.000 kvadratmeter. Det er første gang, at den belgiske aktør investerer i et udviklingsprojekt på dansk jord. Den udenlandske investor har nu overtaget ejerskabet af projektet fra Stender projektudvikling.

Greves borgmester Pernille Beckmann glæder sig til at det nye erhvervsområde blive en realitet og hilser den udenlandske investor varmt velkommen i Greve:

– Med det første spadestik på GDC-byggeriet har vi i dag indgået en professionel forlovelse, der bygger på lydhørhed og dialog. Jeg er stolt over, at Greve Kommune lægger jord til det her kæmpeprojekt, og jeg bliver varm om hjertet, når erhvervslivet taler om Greve som et ’hot spot’ i Norden – en skjult skat for transport og logistik. Vi håber, at dette er første spadestik i en endnu større udvikling af Greve som erhvervscentrum for transport- og logistikbranchen. Vi vil gøre vores som kommune for at indfri potentialet med smidig sagsbehandling.

Fremtidens moderne logistikcenter vil huse op til ti virksomheder

Greve Distributions Center bliver et eksempel på fremtidens moderne distributionscenter. Faciliteterne skal indrettes med en avanceret og fleksibel lagerløsning med mulighed og plads til at udvide, når det er nødvendigt for de virksomheder, der lejer sig ind. Grunden, hvor byggeriet opføres, er meget attraktiv. Logistikken er god, og den geografisk placering ligger unikt lige ud til Køge Bugt motorvejen med hurtig adgang til Storkøbenhavn, lufthavnen og resten af Norden.

– Området syd for hovedstaden er et centralt knudepunkt, fordi vi her har den store transportkorridor, som både binder Øresundsregionen sammen og rækker videre ud mod Skandinavien og sydpå mod Tyskland og resten af Europa, siger branchedirektør Michael Svane, DI Transport.

Byggeriet af GDC sættes i gang i begyndelsen af det nye år. Planen er, at de første virksomheder kan flytte til GDC i slutningen af 2018 med forventeligt op til 300-400 nye arbejdspladser i GDC, når hele byggeriet om to år er indflytningsklart. Greves erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed er stolt over, at Greve er et ’hot spot’ i Norden for nye virksomheder, der ser mod Greve, når de skal etablere sig.

– Fordi Greve er en attraktiv kommune, hvor der er mangel på ledig jord til erhverv, har vi i flere år arbejdet på at sikre udlægning af nye erhvervsarealer, så vi kan få plads til nye virksomheder og understøtte væksten og beskæftigelsen i kommunen. Det er glædeligt, at vi kan se, at det nu bærer frugt fx med opførelsen af Greve Distribution Center. Vi huser jo allerede store, internationale virksomheder som fx Blue Water Shipping, Top Toy, DHL, LEMAN, H&M, L’Oréal og Prime Cargo. Det nye logistikcenter vil understøtte vores i forvejen stærke position inden for transport og lager. Vi vil naturligvis fortsat fremadrettet gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at de nye virksomheder falder godt til i Greve, udtaler Tina Charlotte Koeffoed.

Hvis man som virksomhed gerne vil vide mere om projektet og mulighederne for at leje sig ind i det nye distributionscenter, kan Thomas Petersen fra CBRE kontaktes på telefon: 3125 3396 eller mail:  Thomas.Petersen@cbre.com

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.