Kom og vær med til at fejre Greve Svømmehals 40 års fødselsdag den 4.februar

5 kroner for voksne og 2 kroner for børn. Sådan var de beskedne billetpriser i 1978, da Greve Svømmehal for første gang slog dørene op. Og sådan vil billetpriserne igen være på næste søndag, når Greve Svømmehal fejrer 40 års fødselsdag.

Fødselsdagen starter klokken 8:30 med en traditionel morgenmad ved bassinkanten for alle interesserede borgere. Under morgenmaden vil Greve Svømmehals herre- og damekor underholde med sang, og så vil Greve Svømmehals leder, Bodil V. Nielsen, sige et par ord til de fremmødte borgere.

Efter morgenmaden bliver der serveret kagemænd, juice og kaffe i forhallen fra klokken 10 og frem til klokken 15, hvor svømmehallen lukker. Der er således også lidt mundgodt til dem, der er knap så morgenfriske.

Der vil desuden i løbet af dagen blive vist nostalgiske film og billeder fra svømmehallens 40 år på den spritnye 10,37 kvadratmeter store fladskærm, som Greve Svømmehal fik i forbindelse med danmarksmesterskaberne i kortbane.

Der er fødselsdagsåbent fra klokken 8 – 15.

Vi glæder os til at se jer! 🙂

Kilde: Greve Kommune

Deltag i debatten
Del.