Mens det koster 646 kroner i timen at få sagsbehandlet en byggetilladelse i Greve, så er det gratis i Stevns, Holbæk, Ringsted, Slagelse og Lejre. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri

Hver gang postnummeret skifter, skifter også prisen på, hvad det koster at få sagsbehandlet en byggetilladelse. I Greve skriver kommunen en regning på 646 kroner per time, det tager at sagsbehandle tilladelsen til at bygge et parcelhus eller et etagebyggeri, mens Stevns, Holbæk, Ringsted, Slagelse og Lejre kommuner gør arbejdet uden beregning.

Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri, hvor både Roskilde, Odsherred og Sorø ligger i top ti over landets laveste timepriser på henholdsvis 360 kroner, 473 kroner og 515 kroner.

– Det er dejligt, at flere af vores kommuner ligger i den lave ende, og Roskilde opkræver faktisk kun gebyr på enfamiliehuse, mens byggetilladelsen på andre byggetyper er gratis. Samtidig er der fem kommuner, som har valgt at imødekomme de borgere og virksomheder, som vil bygge og investere i netop deres kommune med en gratis sagsbehandling af byggetilladelser. Det er en flot gestus, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland Jesper Toftebjerg Andersen og uddyber:

– Lav timepris eller uden beregning må dog ikke gå ud over effektiviteten i sagsbehandlingen. Det vigtigste er, at ventetiden er kort, så hverken borgere eller virksomheder står med et hold håndværkere, som bare venter på at komme i gang med arbejdet.

De dyreste kommuner på Sjælland er ud over Greve også Næstved med en timepris på 635 kroner og Faxe med en timepris på 625 kroner.

– Desværre findes der endnu ikke nogen oversigt over, hvor lang tid kommunerne i gennemsnit er om at sagsbehandle de enkelte byggesager, så vi kan ikke vide, om kommuner med høje priser også er hurtigere, eller hvad der er årsagen til forskellene. Men vi kommer forhåbentlig til i nær fremtid at kunne se, om priserne er nogenlunde ens, eller om nogle stikker af, siger Jesper Toftebjerg Andersen.

Deltag i debatten
Del.