I april forsøgte man at tage første spadestik til at etablere er erhvervsnetværk for primært virksomheder i Greve/Karlslunde området, men timingen var tidsmæssigt forkert – så nu forsøger man igen, og netværket faciliteres af en lokal kendt erhvervskvinde.

Netværket skal ses som et lokalt samlingssted for erhvervslivet, hvor man kan udvikle og udveksle viden i tætte lokale relationer samt udvikle sine kompetencer både personligt og arbejdsmæssigt

Alle er velkomne, når Greve GolfKlub, GGK, fredag den 12. okt. 2018 inviterer til informationsmøde omkring det nye erhvervsnetværk.

GGK har taget initiativ til netværket, og netværket vil få til huse i klubbens lokaler. Det er vigtigt for os at understrege, at netværket ikke har noget med golf at gøre – det er et rent erhvervsnetværk, der faciliteres af en ekstern, professionel facilitator.

Netværket henvender sig primært til ejerledere, virksomhedsledere, forretningsdrivende og nøglepersoner i offentlige og private virksomheder i lokalområdet, som drives af at skabe forandringer og kan se muligheder i at sætte sig selv i spil i et netværk.

GGK vil overfor den nuværende kreds af samarbejdspartnere samt alle andre interesserede virksomheder i lokalområdet etablere et erhvervsnetværk, hvor indholdet og formålet afspejler muligheden for egen udvikling – virksomhedsudvikling samt opbygning af nye relationer.

Gennem erhvervsnetværket vil GGK gerne bidrage til udvikling af erhverv- og forretningslivet i lokalområdet og styrke samarbejdet mellem netværkets deltagere.

GGK stiller deres velegnede lokaler og køkken til disposition til møderne.

Faciliteringen af netværket overlades til firmaet Sponsornet, som også drifter lignende netværk andre steder i landet.

Informationsmødet holdes fredag den 12. okt. klokken 06.45-08.30 i Greve Golfklub, Karlslunde Centervej 45, 2690 Karlslunde, hvor klubben byder på en dejlig morgenbuffet, inden netværkets fremtidige facilitator, Jeanette Hallundbæk vil præsentere sig selv og sine tanker for udviklingen af netværket. Jeanette har mere end 20 års erfaringer fra stillinger som HR-chef, HR-partner, karrierecoach og projektleder i bl.a. ATP, Ældre Sagen og DJØF. Hun er uddannet mag. art. i antropologi fra Århus Universitet, har en master i organisationspsykologi (MPO) fra RUC samt en række HA-, HD- og diplomfag inden for HR, organisationsudvikling og strategisk ledelse.

Jeanette har til dagligt kontor på Greve Erhvervscenter og arbejder som organisationskonsulent og strategisk rådgiver i både private og offentlige virksomheder. Hendes spidskompetence er facilitering af processer, der udvikler mennesker og organisationer, og som skaber handlekraft og forankring.

Facilitator Jeanette Hallundbæk

Planen er at erhvervsnetværket mødes 10 gange årligt til morgenmøder kl. 06.45-08.30, hvor man efter en morgenbuffet holder et netværksmøde. På netværksmødet vil der typisk være interne eller eksterne indlæg samt drøftelser mellem netværksmedlemmerne.

-Det er vigtigt, at vi står sammen i et område som vores, og det er vigtigt, at vi er bevidste om hinanden og støtter bredt. Vi forsøger med dette netværk at samle virksomheder og forretningsdrivende fra lokalområdet i et fælles forum, hvor man udvikler sig selv, sin virksomhed og udbygger sine relationer – derfor har vi taget dette initiativ, siger klubbens formand, Frede Kruse-Christiansen .

Det er gratis at deltage i informationsmødet, men af hensyn til forplejningen skal der ske tilmelding til Steen Claudi på E-mail:steen@sponsornet.dk eller på tlf. 25394373 senest onsdag den 10. okt.  kl. 12.00 –

Og tilmeld meget gerne en kollega eller forretningsforbindelse også…

Kilde: Sponsornet.dk

 

Deltag i debatten
Del.