Selvom vi er midt på vinteren er der masser af aktivitet i Greve Golfklub. Bestyrelsen arbejder med planerne for den kommende sæson og de mest hårdføre golfspillere nyder vintersolen på golfbanen.

Nytår betyder tid til at gøre status, men også tid til at planlægge den nye sæson, som er klubbens 8. sæson i den nye konstellation. Det er gået stærkt og mest op af bakke for golfklubben på Karlslunde Centervej, som har været inde i en rivende udvikling og i 2014 for første gang nåede det magiske medlemstal 1000. Som i alle andre klubber sker der hvert år en naturlig afgang pga. fraflytning og alder, men 1. januar 2019 kunne klubben for andet år i træk gå en ny sæson i møde med et medlemstal på over 1000 medlemmer. ”Det er en stor tilfredsstillelse i en tid hvor mange af vores kolleger desværre kæmper med økonomien” siger klubbens formand Frede Kruse-Christiansen ”når det er sagt, så er det er jo ikke alene et spørgsmål om økonomi, det er i høj grad også et skulderklap og en anerkendelse af både bestyrelsens og de frivilliges arbejde”.

Et blomstrende klubliv

De fleste af Danmarks 190 golfklubber arbejder med analyseværktøjet ”Golfspilleren-i-Centrum”, som kan kortlægge indsatsområder samt klubbernes stærke og svage sider. Ved at spørge både medlemmer og gæstespillere måler analyseværktøjet blandt andet på klubliv og sociale arrangementer, og netop på disse to områder scorer Greve højt. I klubliv rangerede Greve således i 2018 på en 11. plads og klubbens sociale arrangementer blev vurderet til en 9. plads blandt de danske klubber, der anvender analyseværktøjet.
Klublivet er netop én af de ting, der er på agendaen ved det kommende kick-off-møde. Greve Golfklub har en række velfungerende klubber-i-klubben, der arrangerer turneringer, klubaftner, rejser og meget andet for hhv. herrerne, damerne, seniorerne samt for klubbens nygolfere. ”Vores klubber-i-klubben har deres egne bestyrelser og de fungerer hver især fint. Men vi vil gerne sikre en synergi mellem klubberne-i-klubben og hovedklubben, derfor har vi indført 1-2 årlige møder, hvor klubberne-i-klubben deltager” fortæller Frede Kruse-Christiansen ”vores klubliv er og bliver Greve Golfklubs DNA og det vil vi ikke gå på kompromis med”.

En klub for alle

Uanset om man er et helt ubeskrevet blad indenfor golf, om man spiller på ét af klubbens fire elitehold eller om man befinder sig et sted lige midt imellem, så er der et tilbud i Greve Golfklub.
Netop de mange spillere ”midt imellem” tilbydes at deltage på ét af klubbens seks hold i den landsdækkende turnering Regionsgolf.
Regionsgolf Danmark har siden sin spæde start for over 40 år siden udviklet sig til at være en landsdækkende turnering med tilsammen over 1000 hold. På hvert hold deltager to damer og fire herrer, så med Greves seks hold i forskellige rækker er der rig mulighed for at komme ud og spille turneringsgolf.
Gitte Rolsted Christensen overtog i 2018 posten som regionsgolfkoordinator i Greve Golfklub. Hun er godt tilfreds med sin første sæson på posten, hvor to af klubbens hold vandt deres respektive puljer og gik videre til slutspillet og hun glæder sig til at komme i gang med den nye sæson.

Danmarksturneringen

Greve Golfklub havde i 2018 fire hold i Danmarksturneringen. Klubbens førstehold sikrede sig endnu en sæson i 2. division. Andet- og tredjeholdet forblev i hhv. 4. og 5. division. Desuden har klubben et damehold, der spiller i kvalifikationsrækken. Klubbens eliteudvalgsformand Jesper Carstensen valgte med udgangen af 2018 efter knap fem års arbejde i bestyrelsen at afgive posten og der skal således vælges en ny til posten. ”Det har været nogle spændende år som udvalgsformand og min efterfølger overtager nogle gode hold med et godt spillerfundament og et stærkt sammenhold” siger Jesper Carstensen.

Klubbens vigtigste aktiv – banen

Uden golfbane ingen medlemmer og uden medlemmer ingen klub, så uanset hvordan man vender det, så er golfbanen klubbens vigtigste aktiv. 2018 var et udfordrende år for Greves greenkeepere. Rent vejrmæssigt var det et usædvanligt år. Vinteren og den første del af foråret var usædvanlig våd, så våd, at banen for første gang nogen siden måtte lukke i nogle dage i løbet af vinteren pga. vand. Derefter fulgte så én af de tørreste somre i mange år. Væksten gik i stå på fairways og rough, mens greens og tee-steder kun overlevede med vanding. Til gengæld viste Greves ellers så berygtede rough sig nådig mod spillerne, – boldene kunne findes og tilmed spilles og spillerne fik langt rul på de tørre fairways. Da sommeren var tørrest og de fleste danske golfbaner nærmest afsvedne frygtede mange, at det aldrig ville blive godt igen, men da vejret i efteråret atter fandt sit naturlige leje, stod banen flottere end nogensinde.

Gæster i Greve

I 2018 kunne Greve notere sig et lille jubilæum, da klubben for 5. gang afviklede Linksuge. Næsten 600 golfspillere deltog i de hyggelige turneringer i uge 29. Halvdelen af deltagerne var fra andre golfklubber i Danmark og enkelte fra Sverige. ”Vores koncept har simpelthen aflivet fordommen om at golf er en egoistsport. Med Greve Linksuge ønsker vi at vise, at golf også er en social sport. Således er fire ud af ugens seks turneringer par- eller holdturneringer og vi mærker en stor søgning til disse lidt mere sociale turneringer, som derfor også hurtigt bliver overtegnet” fortæller Jeppe Dohn som er tovholder på den festlige uge og som allerede er gået i tænkeboks med hensyn til Linksuge 2019.

Men også til dagligt gæster mange golfspillere Greve, ikke mindst i kraft af SGS samarbejdet, som Greve deltog i for tredje år i træk i 2018. Samarbejdet omfatter, udover Greve, golfklubberne Falster, Harekær, Ishøj, Køge, Sydsjælland og Vallø. Spillerne i de syv klubber kan nyde godt af at spille på hinandens baner mod et årligt gebyr. ”Vi oplever, at vores medlemmer er glade for den merværdi i medlemskabet, som SGS-samarbejdet giver og derfor fortsætter vi dette i 2019” fortæller Frede Kruse-Christiansen, som i øvrigt også glæder sig over, at så mange spillere fra de andre klubber har vist stor interesse for at besøge Greve Golf i den forløbne sæson.

Inden golfsæsonen officielt starter, har der været afholdt klubaftner med undervisning i de nye golfregler ligesom klubben i februar afholder ris-/rosmøde for medlemmerne, endelig afholdes klubbens årlige generalforsamling i marts og når kalenderen står på 1. april starter golfsæsonen så helt officielt
”og til den tid er vi klar til endnu en ny og spændende sæson for både medlemmer og gæster” slutter formand Frede Kruse-Christiansen.

Kilde: Greve Golfklub

Deltag i debatten
Del.