Detailhandlen blomstrer i Greve. Nye tal viser, at Greve fortsat er et regionalt detailhandelscentrum takket være shoppingcenter Waves, der har 5,6 millioner besøgende årligt og trækker handlende til fra Københavns Vestegn og det øvrige Østsjælland. 33,7% af de privatbeskæftigede i Greve Kommune arbejder med handel, svarende til 4.673 personer. Det viser analysen VækstVilkår Greve 2017, der er udarbejdet af Center for Vækstanalyse for Vækstforum Sjælland.

Mens flere af de fysiske butikker inden for detailhandlen har det svært flere steder i landet og må lukke, tiltrækkes mange kunder af Greves store shoppingcenter Waves, der skaber nye arbejdspladser blandt andet til glæde for de mange borgere, der er ansat i detailhandlen. Det viser nye tal for VækstVilkår Greve 2017. Anette Bordum, der er centerchef i Waves, bekræfter, at kunderne strømmer til shoppingcentret, der er i fremgang, og at også nye virksomheder med nye arbejdspladser er på vej til at etablere sig her.

– Vi har gennem de seneste år arbejdet med at positionere os som et af Danmarks største shoppingcentre. Vi vil gerne være kendt som et attraktivt sted at handle og få gode oplevelser for hele familien – et sted hvor alt kan købes under samme tag. Vores seneste besøgstal viser, at vi er ved at lykkes med denne strategi. Vi har en stigende kundetilgang. Samtidig kan vi konstatere, at kunderne bliver her i længere tid for at hygge sig med indkøb og fx en kop kaffe og måske et måltid mad, fortæller Anette Bordum.

Nye spisesteder forstærker den positive udvikling i Waves
En af forklaringerne på, at endnu flere tiltrækkes af et halv- eller heldagsbesøg i Waves særligt i weekenden, er ifølge Anette Bordum, at der er kommet flere spisesteder til shoppingcentret inden for de sidste par år, fx den amerikanske burgerkæde Carl´s Jr. og Baresso. Fremover kan kunderne vælge mellem endnu flere steder at få noget godt at drikke og spise. Eksempelvis åbner sushirestauranten Wabi Wabi i Waves til efteråret 2017 samt en lille cafe med shakes og cocktails samt to andre restauranter. Dem kan Anette Bordum endnu ikke løfte sløret for, hvem er.

Hun forventer, at endnu flere kunder fra nær og fjern vil besøge Waves, efter at Nordisk Film Biografer har åbnet den nye biograf med seks sale i nyrenoverede lokaler på første sal den 17. august 2017. Den nye biograf er arbejdsplads for ca. 35 medarbejdere.

– Vi har gennem årene investeret mange penge i at renovere centret, tiltrække aktører med attraktive og stærke mærkevarer og gøre det til et hyggeligt og imødekommende sted at handle og socialisere. Vi er som detailhandel oppe imod, at forbrugerne over nettet kan ordne deres indkøb derhjemme fra. Derfor går vi meget op i at tilbyde en bred vifte af tilbud, underholdning, events og små oaser, som får dem ud og handle hos os. Og så skal det samtidig være nemt og bekvemt, fortæller Anette Bordum og tilføjer: Kundemæssigt dækker vi lige fra Avedøre, Taastrup og Tune og ned langs Sydkysten til syd for Køge.

Bilka har fart på forretningen og stortrives i Waves
Den store spiller Bilka er naturligvis også med til at tiltrække kunder til Waves, pointerer centerchefen. Og ifølge varehuschefen hos Bilka, er der kommet endnu mere gang i handlen i de sidste par år.

– Vi har travlt og mærker fremgang i handlen over hele linjen. Det er gunstigt for vores forretning, at Waves er et regionalt centrum for detailhandel og har udviklet sig til at være et af Danmarks mest attraktive shoppingcentre på Sjælland. Vi oplever, at vi er ideelt placeret i et attraktivt center. De mange nye spændende butikker, der kommer til, og de mange publikumsvenlige tiltag understøtter vores forretning på bedste vis, udtaler varehuschef Peter Høgh fra Bilka.

Et stærkt shoppingcenter er med til at skabe vækst og nye arbejdspladser i kommunen
Greves erhvervs- og turistchef glæder sig over, at Waves er inde i en positiv udvikling og skaber nye arbejdspladser i kommunen.

– Den positive udvikling for butikkerne i Waves glæder mig og gør mig stolt. Vores detailhandel er et stort og vigtigt erhverv for os. Derfor er det glædeligt, at vi med et af Sjællands bedste shopping centre i kommunen har en vækstdynamo, så vi tiltrækker nye virksomheder og turister til kommunen og skaber nye arbejdspladser, understreger Tina Charlotte Koeffoed.

Analysen VækstVilkår Greve offentliggøres den 24. august 2017 på http://vaekstanalyse.dk/

Kilde: Greve Kommune

 

Deltag i debatten
Del.