Det er en gammel tradition, at københavnerne går tur på voldene Store Bededagsaften, og på Mosede Fort inviterer vi også til en gåtur på fortets volde i Store Bededagsweekenden. Søndag den 19. maj kan du få en guidet rundtur på Mosede Forts udendørsarealer og høre historien om brugen af fortets område gennem tiderne.

Historieentusiaster viser rundt

Søndag 19. maj kl. 13 er der familierundvisning, hvor en af museets frivillige historieentusiaster viser rundt på fortets område. De viser det militære anlæg frem og fortæller om fortets armering og vil også vise dig nogle af områdets mange skjulte huler. Du kan også høre om restaureringen af de to kanoner samt se de uniformer og de originale håndvåben, som sikringsstyrkens soldater bar.

Spis varme hveder efter gåturen

En tur på voldene skal selvfølgelig slutte af med varme hveder. Efter rundvisningen giver Ankers Tivolipark derfor gratis varme hveder til deltagerne, der har købt billet til rundvisningen. Så der er mulighed for at nyde de varme hveder, mens man nyder udsigten over Køge Bugt, og mens børnene leger på tivolipladsen.

Introduktion til museet

I forbindelse med rundturen på fortområdet kan du også besøge museet. Kommer du allerede kl. 12 kan du deltage i den daglige introduktion til udstillingen På kanten af krig – neutralitet mellem krig og velfærd.

Praktiske oplysninger

Rundturen på fortets volde starter kl. 13 ved kanonen ved parkeringspladsen. Rundturen foregår på fortets udearealer og egner sig ikke til dårligt gående. Vi tilråder praktisk fodtøj. I tilfælde af heldagsregn aflyses rundturen.

Pris: 30 kr. pr. voksen.

Det er dog GRATIS for børn op til 18 år samt årskortholdere og gæster med gyldig entrébillet til museet.

Billetter købes i billetsalget på Mosede Fort og kan også reserveres/købes på forhånd online.

Find linket på museets hjemmeside under ”Det Sker”.

Kilde: Greve Museum

Deltag i debatten
Del.