Har du tænkt over, hvorfor du sender gækkebreve, og hvorfor dine børn maler æg til påske? Traditioner til påske er noget mange kender til, men hvor kommer de fra? Tag med på rundvisning på Greve Museum onsdag d. 12. april kl. 17 og få svar!

De fleste har nok sendt gækkebreve som børn i håb om at få et chokoladeæg retur. Måske har du og din familie eller venner tradition for at mødes til påskefrokost eller måske er du én af dem, der maler en masse æg, for derefter at finde en bakke at trille æg på. På Greve Museum er der tradition for at pynte det gamle stuehus op, som man gjorde det i gamle dage. Forårs- og påsketraditioner er nemlig ikke noget nyt.

Indled påsken med en tur på museum – måske en ny påsketradition?
I gamle dage sagde man, at hekse var meget aktive i påsken, og det var i påsken, at man bedst kunne afsløre dem. Man kunne nemlig ikke se på folk, om de var hekse.
Men hvordan kunne man spotte en heks for 200 år siden? Hvordan dekorerede husmoderen på gården før i tiden de fine æg, som hun gav væk til børn og tjenestefolk i anledning af påsken? Hvad er et bindebrev? Og hvorfor stak man engang synåle i gæssenes vinger til påske? Kom og få svar på dette, og meget andet, når vi byder indenfor på rundvisning i det påskepyntede stuehus. Hør den spændende fortælling om datidens påske- og forårstraditioner, om tro og overtro, der knytter sig til påsken i den gamle landbofamilies hjem.

Praktiske oplysninger
Rundvisningen finder sted onsdag d. 12. april kl. 17 og varer omkring 45 minutter.
Pris: Voksne 30 kr., Børn fra 6 – 18 år: 15 kr. Museet har denne onsdag åbent fra kl. 11-20. Læs mere om udstillingerne på Greve Museum på grevemuseum.dk

Deltag i debatten
Del.