Antallet af borgere, som bliver vaccineret mod influenza i Greve, er steget med 32 procent over de seneste 5 år.

Rekordmange Greveborgere bliver vaccineret mod influenza. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut. Helt præcist har 7095 borgere det seneste år valgt at få influenzavaccinationen, som tilbydes gratis til borgere i risikogruppen. Det vil sige borgere, der enten er over 65 år, har en kronisk sygdom, er svært overvægtige eller gravide.

Tallet er en stigning på knap 1100 borgere i forhold til året før og en stigning på knap 32 procent, hvis man sammenligner med tallene for fem år siden.

Formand for Social-, Sundheds- og Psykiatriudvalget, Liselott Blixt, kalder nyheden for glædelig, og hun håber, at der fremadrettet er endnu flere borgere i risikogrupperne, der tager imod tilbuddet.

“Jeg er naturligvis glad for udviklingen, men vi kan også konstatere, at det kun er omkring halvdelen af vores ældre, som bliver vaccineret. Og det er slet ikke nok. Vi skal derfor blive endnu bedre til at oplyse om vaccinationen”, siger udvalgsformand, Liselott Blixt.

Sundhedschef i Greve Kommune, Dorthe Holmboe, er enig i, at det er vigtigt at få endnu flere borgere i risikozonen til at få vaccinen. Hun anbefaler, at man kontakter sin læge, hvis man er i tvivl.

“Borgere i risikogruppen har øget risiko for at blive alvorligt syge af influenza. Jeg vil derfor opfordre alle i risikogruppen til at få vaccinationen. Men hvis man er i tvivl, om man skal få vaccinen, bør man naturligvis først tale med sin læge”, siger hun.

Borgere i risikogruppen kan få vaccinationen gratis fra den 1. oktober og året ud. De kan blive vaccineret mod influenza hos deres læge, men den 1. oktober og den 4. oktober er det også muligt at få vaccinationen på kommunens plejecentre.

Læs mere om tilbuddet på www.greve.dk/influenzavaccination.

Faktaboks

Mandag den 1. oktober 2018

09:00 – 12:00 Nældebjerg Plejecenter
13:00 – 14:30 Møllehøj Plejecenter
15:30 – 16:30 Hedebo Rehabiliteringscenter

Torsdag den 4. oktober 2018

09:00 – 12:00 Strandcentret
13:15 – 14:15 Tune Borgerhus
15:00 – 16:00 Langagergård Plejecenter

Kilde: Greve Kommune

Deltag i debatten
Del.