På tirsdag den 20. marts fejrer Foreningen Haandarbejdets Fremme sit 90 års jubilæum på Greve Museum. På dagen vil museets lokaler blive fyldt med særligt inviterede, håndarbejdsglade gæster, som fejrer jubilæet med festtaler, sang og naturligvis en rundtur i udstillingen med smukke broderier. På dagen kommer H.M. Dronningen og H.K.H. Kronprinsessen.

Borgere i Greve og omegn kan være med til at gøre dagen endnu mere festlig. Der er desværre ikke plads til alle indenfor ved fejringen, men der vil selvfølgelig være mulighed for at stå udenfor og vinke, når Dronningen og Kronprinsessen ankommer til museet kl. 14.

Vær gerne ved museet i god tid og helst på cykel, med offentlig transport eller på gåben, da P-pladsen vil være forbeholdt gæster ved arrangementet og vil blive fyldt til bristepunktet denne dag.

Praktisk info om udstillinger

Udstillingerne Farveflor og Velfærdsdrømme vil holde lukket på dagen, men alle er velkomne til at besøge vores udstillinger i det gamle stuehus. Museets adresse er Bækgårdsvej 9, 2670 Greve. Se mere om museet på www.grevemuseum.dk

Kilde: Greve Museum

Deltag i debatten
Del.