På med udklædningstøjet og kom og hold fastelavn, når Greve Museum søndag den 11. februar fra kl. 11.30 inviterer til en festlig dag for både børn og voksne. Her kan man slå katten af tønden og lave flotte fastelavnsris med pynt.

Når gårdspladsen på Grevegård myldrer med små og store udklædte gæster, der kæmper for at slå tønden ned – ganske vist med godter i, og ikke en levende kat som i gamle dage –så er det fastelavn på Greve Museum.

Historien om fastelavn – festen før fasten

Før i tiden spiste og drak folk den bedste mad ved denne lejlighed, for de måtte afholde sig fra alt det lækre i fasteperioden de næste 40 dage frem til påske. Derfor blev der spist masser af kød, æg og hvidt brød til fastelavn – det er derfor vi i dag spiser fastelavnsboller. Fastelavn var også tiden, hvor man markerede, at man med længsel ventede på forårets komme. Det gjorde man f.eks. ved at pynte fastelavnsrisene med frugtbarhedssymboler som blomster og frugter, halve æggeskaller og storke med svøbelsesbørn i næbbet. Og så legede de voksne!

De slog den sorte kat af tønden, mens de red på hest, og de konkurrerede i ringridning og rev hovedet af en levende hane eller en gås. Man troede at visse dyr havde onde kræfter, så det gjaldt om at komme de onde kræfter og dyrene til livs under disse lege, så ingen familier eller afgrøder blev forbandet af det onde. Mange af traditionerne og legene er ført op til vore dage, dog piner vi ikke længere levende dyr til døde eller får et års skattefrihed, hvis vi bliver katte- eller ringkonge, men vores nutidige måder at fejre fastelavn på har rod i de gamle traditioner.

Praktisk info

Arrangementet foregår på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve, søndag d. 11. februar fra kl. 11.30 – 15. Museet har denne dag åbent fra kl. 11-16. Der er fri entré til museet og til tøndeslagningen, men der vil være en materialepris i værkstedet, hvor børnene kan lave fastelavnsris. I museets hyggelige café sælges der i dagens anledning fastelavnsboller, saftevand og varme drikke. Tøndeslagningen begynder kl. 11.30 og der vil være én tønde til de mindre og én tønde til de større børn. Efterfølgende er der åbent i værkstedet, hvor vi laver fastelavnsris.

Kilde: Greve Museum

 

Deltag i debatten
Del.