På med udklædningstøjet og kom og hold fastelavn, når Greve Museum søndag den 3. marts fra kl. 11.30 inviterer til en festlig dag for både børn og voksne. Her kan man slå katten af tønden, lave flotte fastelavnsris og blive malet af en dygtig ansigtsmaler.

 Når gårdspladsen på Grevegård myldrer med små og store udklædte gæster, der kæmper for at slå tønden ned – ganske vist med godter i, og ikke en levende kat som i gamle dage –så er det fastelavn på Greve Museum.

Fastelavn – festen før fasten

I dag forbinder de fleste nok fastelavn med fastelavnsboller og tøndeslagning, og det er der en helt særlig grund til. Før i tiden spiste og drak folk den bedste mad til fastelavn, fordi de efter denne fest måtte afholde sig fra alt det lækre i fasteperioden de næste 40 dage frem til påske. Derfor blev der spist masser af kød, æg og hvidt brød til fastelavn – det er derfor vi i dag spiser fastelavnsboller. Fastelavn var også tiden, hvor man markerede, at man med længsel ventede på forårets komme. Det gjorde man f.eks. ved at pynte fastelavnsrisene med frugtbarhedssymboler som blomster og frugter, halve æggeskaller og storke med svøbelsesbørn i næbbet. Og så legede de voksne! De slog den sorte kat af tønden, mens de red på hest, og de konkurrerede i ringridning og rev hovedet af en levende hane eller en gås. Man troede at visse dyr havde onde kræfter, så det gjaldt om at komme de onde kræfter og dyrene til livs under disse lege, så ingen familier eller afgrøder blev forbandet af det onde. Mange af traditionerne og legene er ført op til vore dage, dog piner vi ikke længere levende dyr til døde eller får et års skattefrihed, hvis vi bliver katte- eller ringkonge, men vores nutidige måder at fejre fastelavn på har rod i de gamle traditioner.

Tøndeslagning og fastelavnsværksted

Der er fri entré til tøndeslagningen, men der vil være en materialepris i værkstedet, hvor børnene kan lave fastelavnsris. I museets hyggelige café sælges der i dagens anledning fastelavnsboller, saftevand og varme drikke. Tøndeslagningen begynder kl. 11.30 og der vil være én tønde til de mindre og én tønde til de større børn. Efterfølgende er der åbent i værkstedet, hvor vi laver fastelavnsris, og der er også mulighed for ansigtsmaling.

Arrangementet foregår på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve, søndag d. 3. marts fra kl. 11.30 – 15. Museet har denne dag åbent fra kl. 11-16.

Kilde: Greve Museum

Deltag i debatten
Del.