Vi ses på Greve Museum fra d. 16/1 – 20/5

På tirsdag den 16.januar slår Greve Museum dørene op for en særudstilling, hvor design, håndarbejde og broderi er nogle af nøgleordene.

Udstillingen med titlen ”Farveflor – Broderi i 90 år” er blevet til i samarbejde med Foreningen Haandarbejdets Fremme og er med til at markere foreningens 90 års jubilæum.

Farveflor – Bjørn Wiinblad er en af de mange kunstnere der har designet mønstre til Haandarbejdets Fremme

Broderi har altid været et statussymbol, måske fordi det er dekorativt, smukt og en smule unødvendigt! Ved de europæiske hoffer har kvinderne fra de tidligste tider broderet og det har været en dyd at brodere og for dem selv en meditativ glæde.

Farveflor – De mindste gæster er ogs� velkomne og kan selv prøve kræfter med håndarbejdet

Glæden ved broderiet og ved håndens arbejde bliver for alvor hyldet i udstillingen Farveflor på Greve Museum.

90 års jubilæumsudstilling

Haandarbejdets Fremme har siden 1928 støttet dansk håndarbejde og kunsthåndværk. I udstillingen er der taget afsæt i udvalgte designere og her vises en større del af deres produktion. På udstillingen vil publikum både kunne se udvikling af teknikker, motiver og tidernes skiftende modeluner og tendenser. Du kan opleve klassiske designs af blandt andet Thorvald Bindesbøll, Gerda Bengtsson og Edith Hansen over til de meget farvestrålende designs af Bjørn Wiinblad, Per Arnoldi og H.M. Dronning Margrethe 2.

Farveflor – Design af Thorvald Bindesbøll

Broderier og originaltegninger på samme udstilling

Foreningens samlede designproduktion er kolossal og Greve Museum og Haandarbejdets Fremme har sammen sammensat et udvalg af markante, tidstypiske, enestående og klassiske mønstre fra Haandarbejdets Fremme. For første gang nogensinde udstilles de originale tegninger på museum sammen med de færdigsyede broderier, og derved kan publikum få en unik mulighed for at følge processen fra skitse til færdigt broderi.

Farveflor – Følg processen fra skitse til færdigt broderi – design Gerda Bengtsson

Haandarbejdets Fremmes bidrag til dansk kunsthåndværk er ubestridelig og de har været med til at udvikle en hel verden af kunsthåndværk som denne udstilling kan være med til at åbne op for og give lyst til at dykke ned i. Deres farver og motiver har givet dansk broderi noget helt særligt, som er unikt og elsket over hele verden.

Praktisk info

Udstillingen kan ses på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve fra tirsdag den 16. januar frem til og med den 20. maj. Herefter vil en mindre del af udstillingen blive hængende, hvor publikum kan nyde de farverige skitser, mønstre og broderier, som H.M. Dronning Margrethe 2. og Bjørn Wiinblad har designet til Haandarbejdets Fremme. Særophænget Farveflor – Margrethe 2. og Bjørn Wiinblad kan ses helt frem til og med den 2. december 2018. Der er fri entré til museet og til udstillingen.

Du kan også lære at brodere

I forbindelse med udstillingen udbyder museet og Haandarbejdets Fremme en række broderikurser, hvor du kan udforske broderiets mange facetter sammen med yderst rutinerede undervisere. Der er et begrænset antal pladser på kurserne, hvorfor tilmelding er nødvendig. Se mere på grevemuseum.dk

Kilde: Kamilla Hjortkær

Deltag i debatten
Del.