Et enigt byråd står bag ny plan for beredskabet. Responstiden for brandbilerne skal være lige så god som nu, og indsatserne skal være mere effektive.

Beredskabet skal drives effektivt uden at gå på kompromis med sikkerheden. Det fremgik af debatten i byrådet mandag aften, hvor et enigt byråd godkendte en ny plan for beredskabet. Planen skal både sørge for at beredskabets økonomi balancerer, og at borgerne kan føle sig sikre.

Risikoanalyse

Planen tager udgangspunkt i en lokal analyse af risikoen. Hvor tæt bor folk? Hvilke virksomheder er der i kommunen? Og hvad kan der ske af ulykker på motorvejen eller S-togsnettet?

De syv andre kommuner, som er med i Østsjællands Beredskab, er blevet gennemgået på samme måde, og derefter har beredskabsfolkene lavet en ny plan for, hvordan de kan samarbejde mere effektivt. Den nye plan betyder samme responstid, som Greveborgerne er vant til – til færre penge.

Bedre model for betaling

Samtlige partier i byrådet blev enige om, at Østsjællands Beredskab skal finde en bedre model for hvad kommunerne skal opkræve, da nogle kommuner betaler væsentligt mindre pr indbygger end for eksempel Greve Kommune gør.

Politikerne besluttede desuden i enighed at give beredskabet mulighed for at byde på nye opgaver som kommunal kørsel og vagtordninger. Derudover bestemte de, at beredskabets administrative medarbejdere og de civile køretøjer skal gennemgås en ekstra gang for at se, om der kan spares penge.

Beredskabsplanerne er blevet gennemgået af Beredskabskommissionen, som også har foreslået flere rettelser til planen. Kommunerne har taget samtlige rettelser til efterretning.

Østsjællands Beredskab består af følgende kommuner: Greve, Solrød, Vallensbæk. Ishøj, Roskilde, Stevns, Køge og Høje-Taastrup.

Kilde: Greve Kommune

Deltag i debatten
Del.