Juledekorationer, adventskranse og kalenderlys er noget af det, der hører julen til. Men med julelys og julehygge, hører også risikoen for at brandvæsenet aflægger dig et visit

Ny undersøgelse viser, at mange forældre stiller levende lys inden for små børns rækkevidde. Derfor sætter Børneulykkesfonden fokus på brandsikkerhed og giver seks gode råd til en brandsikker jul.

”Juletræet med sin pynt venter på, vi får begyndt”… Ja, det fint pyntede juletræ med levende lys er en obligatorisk del af juletiden for mange familier i Danmark. Det samme gælder de levende lys i juledekorationen og adventskransen. Desværre kan det nemt ende galt, hvis man ikke tager de nødvendige forholdsregler.

En undersøgelse foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden viser, at næsten halvdelen af forældrene til børn i alderen 3-5 år stiller juledekorationer med levende lys inden for børnenes rækkevidde.

”Lys og juledekorationer er en del af julehyggen for de fleste familier. Men levende lys bør altid holdes uden for små børns rækkevidde. Mange børn har nemlig en naturlig fascination af ild, fordi det ser flot ud,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Brandalarmen kan redde liv

Hvis der opstår en brand i juledekorationen, adventskransen eller juletræet, kan brandalarmen advare hele familien og give dem de livsvigtige sekunder til at forlade hjemmet. Brandalarmen kan derfor betyde forskellen på liv eller død. Selvom de fleste børnefamilier har en røgalarm installeret i deres hjem, viser Børneulykkesfondens undersøgelse desværre, at kun hver tiende tester brandalarmen en gang om måneden, som anbefalingerne ellers lyder på.

”Vi ser desværre alt for ofte, at folk godt nok har installeret en røgalarm derhjemme, men at den bare ikke virker. Vi anbefaler derfor, at man gør det til en rutine at tjekke sin røgalarm f.eks. hver gang man har været på ferie eller en fast dag om måneden. Så husker man at få det gjort, og hele familien kan sove roligere om natten,” siger Marcello Francati, forebyggelseschef og brandinspektør i Hovedstadens Beredskab.

Børneulykkesfondens undersøgelse viser også, at hver tredje forælder aldrig har demonstreret for deres barn, hvordan røgalarmen virker, hvor den sidder og hvordan den lyder.

”Ikke alle voksne tænker over, at børn ikke ved, hvad hyletonen fra brandalarmen betyder – det er noget, de skal lære. Nogle børn gemmer sig, når de hører hyletonen, fordi de bliver bange. Det er derfor vigtigt at tænde for brandalarmen og lære børnene, hvordan den lyder samt fortælle dem, hvordan de kommer ud af hjemmet, hvis det brænder,” siger Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Gode råd til en brandsikker jul

Julen er en oplagt mulighed for at tale med børn om brandsikkerhed og give dem en forståelse for, hvad ild er, og hvorfor det er farligt. Børneulykkesfonden har derfor udarbejdet 6 gode råd til brandsikker jul. Rådene kan læses i nedenstående faktaboks.

Kilde: Børneulykkesfonden

Deltag i debatten
Del.