Skal du være fortidsdetektiv i efterårsferien? Så kom ned på Mosede Fort, hvor vi byder indenfor til en ferieuge for hele familien. I kan blive fortidsdetektiver og finde spor fra en tidsrejsende spion, der bryder morsekoder fra ubåde og dermed hjælpe Danmark under 1. verdenskrigs hårde år. Vi har også rundvisninger i børnehøjde, familiespillet ”Krigens Valg” og varm gullasch på alle feriens åbningsdage!

Fortidsdetektiv

En tidsrejsende spion har vendt op og ned på historiens gang. Så vi indkalder alle børn og barnlige sjæle til at træde i tjeneste på fortet! Som fortidsdetektiv skal du bruge museets faste udstilling i opklaringsarbejdet og derefter rette op på de uregelmæssigheder i historien, som spionens færden har resulteret i.

Opklaringsarbejdet sker både i grupper og på egen hånd og byder på udfordringer, der sætter alle sanserne såvel som de små grå i sving. Man kan derfor se frem til at skulle sikre de danske varer ved at bryde tyskernes hemmelige ubådsmorsekode, ligesom blindsmagning af den engang så indbringende gullasch står på menuen.

Samtidig har vi gennem granskning af gamle fotos brug for hjælp til at identificere og lokalisere genstande, som spionen har efterladt i fortiden. Du kan også prøve kræfter med at genskabe og farvelægge forskellige avisforsider fra krigsårene.

Alt i alt er det en opgave der kræver både nysgerrighed, kløgt og frem for alt en god portion gå-på-mod!

Prøv tøjet – smag maden – tag valget

Sideløbende med detektivarbejdet kan du prøve klædedragter fra omkring 1914-18 og snuppe dig en selfie til samlingen.

Desuden vil der være mulighed for at leje en af museets Ipads og på egen hånd afprøve familiespillet ”Krigens Valg”. Her skal du guide 3 forskellige menneskeskæbner gennem de strabadser, som krigen stiller dig over for.

 Praktisk:

  • Introduktion til udstillingen for børn hver dag kl. 11 og kl. 13
  • Detektivforløb sættes i gang af museets guider efter introduktionerne kl. 11 og kl. 13. Varighed 45-60 minutter.
  • Introduktion til udstillingen for voksne hver dag kl. 12
  • Prøv også familiespillet ”Krigens Valg”, som kan tilvælges ved at leje museets iPads. Varighed 30 minutter.

Åbningstider i perioden 14/10 – 22/10

Tirsdag – fredag kl. 11 – 15
Lørdag – søndag kl. 11 – 16

Kilde: Greve Museum

 

Deltag i debatten
Del.