Hvad mange nok ikke ved, findes et af Danmarks største metalsliberier i Karlslunde. Virksomheden har speciale i overfladebehandling og metaloptryk lige fra formgivning og optryk af emnet til slibning, glasblæsning, polering, pulverlakering eller vådlakering. Det har været et slid at drive sliberiet sikkert gennem krisen. Men i dag har virksomheden med 15 ansatte næsten nået loftet for, hvad den kan producere. For der er masser at lave, og det kniber med pladsen, og så er det svært at finde metaltrykkere og metalslibere. Som en del af Greves vækstpolitik har sliberiet lige haft virksomhedsbesøg.

54-årige direktør Robert Larsen overtog Karlslunde Metalsliberi for 15 år siden. Han blev ringet op af ejeren og fik tilbuddet om at købe virksomheden med en metaltryk- og en slibeafdeling samt en flok medarbejdere, herunder en dygtig døv egypter. Robert havde ikke forestillet sig at skulle være selvstændig.

Men han slog til, da han som uddannet klejnsmed og maskinteknikker brænder for håndværkets overlevelse. Han fik ro i maven, da hustruen valgte at sige sit job op for at hjælpe til som blæksprutte på kontoret. Det har ingen af dem fortrudt.

For virksomheden trives og har i dag 500 kunder, der stiller sliberiet over for mange specialiserede opgaver, der skal leveres hurtigt og altid i en høj kvalitet. Men rejsen dertil har med Roberts egne ord ’ikke været noget tag selv bord’. Det fortalte han, da virksomheden havde besøg af Greves borgmester, formand for Vækst og beskæftigelsesudvalget samt Greves erhvervs- og turistchef.

– Vi arbejder primært som underleverandør for kunder, der stiller store krav til finish i overfladebehandling og metaloptryk. Det sjove ved at arbejde i metalbranchen er, at der er nok at lave. Og vi får mange forskellige ofte komplicerede bestillingsopgaver, som udfordrer os på vores faglighed. Vi skal bruge både hoved, hænder og hjerte, når vi producerer emnerne, for produkterne skal i udførelsen tilføres ægte skønhed, der holder.

Det gør hverdagen varierende og spændende. Men selvom der er masser at lave, tjener du ingen penge. Der er meget arbejde i hver eneste tjent krone. Som så mange andre danske virksomheder er vi blevet tvunget til at kigge på, hvordan vi kunne effektivisere vores arbejdsgange og øge produktiviteten.

For ca. 10 år siden måtte vi omlægge produktionen, fortæller Robert Larsen over en kop kaffe og fortsætter: Vi har været og er stadig presset på prisen, dels på grund af konkurrencen fra kineserne, der kan masseproducere helt enkle opgaver langt billigere end os, og dels fordi vi har et efterslæb fra krisen med syv års prisstigninger på materialer.

Internationalt anerkendte designbrands står i kø for at få lavet finish hos Karlslunde metalsliberi

Selvom Robert ikke opfatter sig som den fødte sælger og efter sigende aldrig har lavet et opsøgende salg, står kunderne i dag i kø for at få produceret håndlavede metalemner hos Karlslunde Metalsliberi. Kunderne tæller eksempelvis den verdenskendte ammunitionsfabrik Ruag, der blandt andet producerer teknologi til rumfarten og forsvaret.

Også internationalt anerkendte danske luksusdesignbrands som Carl Hansen, Erik Jørgensen, Poul Henningsen, Montana, Made By Hand og XO LIVING er blandt de mange kunder, der får udført forarbejdningsopgaver af overflader på fx stoleben og lamper i metal. Også små som store industrikunder som Alfa Laval & NOVO er blandt kunderne.

– Vi er glade for at drive virksomhed her i Greve Kommune, selvom det ikke altid er lige nemt at finde de rigtige medarbejdere. For danskerne ønsker ikke det snavsede arbejde i en produktion. Vi har som så mange andre virksomheder i Danmark tiltrukket kvalificeret udenlandsk arbejdskraft for at følge med efterspørgslen. For man vil ikke sige nej til en ordre, siger Robert til gæsterne.

Under besøget gav Robert gæsterne fra Greve Kommune en rundvisning på værkstedet. Her fik de indblik i, hvordan metalemner forvandles til fx skulpturelle magasinholdere, elegante lysestager eller stilrene æggebægre m.m.

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.