Flere har i valgkampen spurgt mig om, hvad de økonomiske udgifter udgør for os kandidater, og hvad partiet deltager med. Det er naturligvis interessant, ligeså for kommende kandidater.

Fra partiet har jeg som Socialdemokratisk kandidat til kommunalvalget i Greve kommune ’fået’ 100 valgplakater. Helt traditionelle valgplakater med et påtrykt portrætbillede. Der ud over er der en masse fælles valgmateriale, naturligvis med fokus på vores borgmesterkandidat Niclas Bekker Poulsen.

Så 100 valgplakater har jeg fået – ikke andet. Jeg ved, at flere kandidater modtager mindre økonomiske tilskud fra fagforeninger / virksomheder, men det gør jeg ikke. Uden støtte fra partikammeraterne, og uvurderlig praktisk hjælp fra familie og venner, bliver valget en kæmpestor udfordring.

Jeg har, som et sjovt alternativ til de traditionelle kandidatflyers, valgt en alternativ løsning, som jeg ved, at mange borgere i kommunen allerede har lagt mærke til; nemlig kuglepenne.

Kuglepennene har indbygget ’træk-ud’ snip, hvor mine gode venner og familie har gået og cyklet hele maratons ved udbring af disse. Dem har jeg købt 10.000 stk. af til en pris på 24.000 kr. Der ud over kommer en række mindre udgifter på ca. 2.000 kr. Det er, hvad jeg forventer at bruge på min personlige valgkamp.

Socialdemokratiske hilsner
Mikkel Peter Sohn Witthøft, nr. 6 på liste A

Deltag i debatten
Del.