Som selvstændig erhvervsdrivende er jeg forarget over, at det er dyrere at drive virksomhed fra en adresse i Greve, end mange andre steder.

Det skyldes, at Greve Kommune opkræver en særlig dækningsafgift på erhvervsejendomme, som mange sjællandske kommuner, herunder Solrød, har besluttet ikke at opkræve. I Greve beløber det sig i år til næsten 17 mio. kroner, viser en ny (2017) opgørelse fra Dansk Byggeri.

Jeg er ikke selv ramt af afgiften, som færre og færre kommuner opkræver, men optaget af, at den står i vejen for udvikling og muligheden for at skabe de bedste betingelser for flere arbejdspladser og lokal vækst i Greve, som ifølge Dansk Industris erhvervsvenlighedsundersøgelse i 2016 stadig er blandt landets mest erhvervsvenlige kommuner.

Det er en net indtægt til kommunen, det forstår jeg, men det bør alt andet lige bare ikke være dyrere at drive virksomhed i Greve, end andre steder. Frem for at opkræve den ekstra skat bør vi glæde os over, at så mange virksomheder holder til i kommunen.

Derfor mener jeg, at vi en gang for alle skal have ”aflivet” dækningsafgiften – det er erhvervsvenlighed, der kan mærkes!

Torben Hoffmann,
formand GreveSolrødErhverv
Skovparken 7
2670 Greve

Kilde: Torben Hoffmann

Deltag i debatten
Del.