Tirsdag d. 19.april kl. 20.38 anmeldte personalet i et supermarked, at en udenlandsk mand var tilbageholdt efter mistanke om tyveri. To andre mænd var løbet fra stedet.

Politiet kørte til supermarkedet og anholdt en 50-årig mand fra Rumænien, som blev sigtet for i forening med de to forsvundne medgerningsmænd at have stjålet tyggegummi og fem flasker cognac til en samlet værdi af 2740 kr.

De tre havde i butikken samlet varerne sammen i en medbragt taske og var gået gennem kassen uden at betale. En medarbejder greb ind og tilbageholdt den nu anholdte, der havde tasken med varerne. De to øvrige mistænke løb fra stedet og forsvandt i ukendt retning.

Den anholdte blev sigtet og afhørt til tyverisagen, som for hans vedkommende blev afgjort med en bøde. Han er fortsat i politiets varetægt, idet politiet afventer en resolution fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den 50-årige rumæner skal udvises af Danmark med et indrejseforbud.

Politiet arbejder videre med sagen i et forsøg på at få identificeret de to forsvundne medgerningsmænd.

Deltag i debatten

Del.