De fem sanser pirres til fulde, når der går kage i kulturhistorien. Med syv forskellige kager kan du søndag d. 17. september kl. 14 få et smagfuldt indblik i 700 års madkultur, der viser, hvor stor en indflydelse kagen har haft på danskernes liv. Der er stadig ledige billetter til det fantastiske kagebord, men skynd dig, hvis du skal sikre dig en billet!

Kager er ikke en ny eller eksotisk spise på de danske spiseborde. Men især den eksperimenterende konditorikunst har vundet indpas de senere år med højt belagte cupcakes og dekorerede kager med sukkerglasur. Mormors eller oldemors opskrifter findes frem og genbruges. Der er weekendkageborde på restauranter, man skal booke sig plads til, bøger om kager rives ned fra hylderne, og der er kagekamp på alle TV-kanaler.

Søndag eftermiddag den 17. september vil gæsterne på Greve Museum blive guidet sikkert gennem kagens historie af etnolog og madhistoriker Frederikke Heick. Akkompagneret af billeder, musik og historiefortælling vil publikum kunne spise sig igennem en vigtig del i dansk gastronomihistorie.

Lad dem spise kage!

Ud over at blive beværtet med syv forskellige kager fra syv forskellige århundreder kan man opleve en appetitvækkende haute cuisine-fortælling. Med kager, billeder, duftprøver og ord leder Frederikke Heick publikum ind betydningen af krydderierne, den florissante handelsperiodes importerede rom og andelsperiodens fløde for den danske kagekulinaris.

Gennem århundrederne har danskerne eksperimenteret med kagens form, indhold og smag ved at gøre brug af sanserne: De har krydret, smagt, duftet til og følt på bagværket. Gennem syv forskellige kager vinkler vi til syv forskellige perioders karakteristiske brug af ingredienser og fremgangsmåde, og viser herigennem, at kagen er et spejl af tidens kulturhistorie.

Praktiske oplysninger

Pris:
Billetter koster 95 kroner pr. person. Billetterne skal købes eller reserveres på forhånd på tlf. 43 40 40 36 eller email booking-museum@greve.dk.

Tid og sted:
Arrangementet foregår på Greve Museum, Bækgårdsvej 9 2670 Greve. Tlf. 43 40 40 36, søndag den 17. september kl. 14. Det anbefales at reservere eller købe billet på forhånd, men hvis der er ledige pladser, sælges de i museets café på dagen.

Kilde: Greve Kommune

Deltag i debatten
Del.