En ny opgørelse fra Dansk Erhverv viser, at detailhandlen blomstrer i Greve. Udviklingen er ellers generelt faldende uden for hovedstadsområdet, bl.a. på grund af danskernes stigende e-handel.

Men Greve Kommune er frontløber i Region Sjælland, idet Greve har fået 8 procent flere detailbutikker fra 2008 til 2016. En af Greves nye detailbutikker er Økohytten på Hundige Strandvej 111, der handler med økologiske delikatesser inden for fødevarer og gaveartikler. Butikken er også indrettet som café, hvor handlende kan nyde fx økologisk rabarbersaft eller danskristet kvalitetskaffe og vegansk kage.

På mandag den 20. august 2018 kl. 10.00 åbner 58-årige Michael Hansen for første gang dørene op for den nye butik Økohytten, som han henover sommeren har arbejdet ihærdigt på at få indrettet i fransk café- og landkøkkenstil bl.a. med nyt kasseapparat og kaffemaskine samt hylder til varerne og siddepladser til kunderne både indenfor og udenfor. Han er handelsuddannet, bor i Greve på tyvende år og har været selvstændig før og kommer fra en købmandsfamilie, da hans far var salgsdirektør i Irma i adskillige år.

Tanken om at åbne en café på strandvejen i Greve med salg af prisvindende specialiteter og kvalitetsprodukter lå ham ikke fjern og har spøgt længe.

– Som Greveborger vil jeg gerne være med til at styrke café- og handelslivet langs strandvejen, særligt på strækningen ved Hundige, hvor der ikke er andet end en frisør og bedemand. Jeg tænkte: Nu skal det være! Jeg har arbejdet hårdt i IT-branchen i mange år og trænger til at lave noget helt andet. Jeg skal nok klare den, understreger Michael og uddyber: Jeg har mange gange kørt forbi det hyggelige gule træhus ud mod vejen og tænkt, at lokalet og beliggenheden var unik. Stedets størrelse med terrassen udenfor, der fanger solens stråler hele dagen, gør det velegnet til at drive en kombineret café og specialbutik med salg af fødevarer og gaveartikler, som kun kan købes få steder, fx en sparkling tea, der har vundet en innovationspris og sælges på Michelin restauranter.

Økohytten er for alle med god smag

I Økohytten er udvalget af varer bredt – lige fra røget dansk tangsennep og dansk økologisk gourmet is med vanilje og dansk prisvindende rødvin til økologisk vodka produceret af 10.000 år gammel gletsjervand fra Grønland.

Michael vil i første omgang ikke ansætte medarbejdere men drive Økohytten sammen med kæresten, der også arbejder som optikerrådgiver. Endnu er åbningstiderne ikke kommet på plads. Men Michael påtænker at holde åbent både på hverdage og i weekender. Han håber, at Greveborgerne og andre forbikørende vil tage godt imod Økohytten og kigge indenfor. Der er noget for enhver smag og pengepung, vurderer han. Fælles for de mange forskellige produkter er, at de alle er udvalgt med stor omtanke og har en sjov historie. Fx en specialbrygget øl med honning fra Tasmanien, som blev serveret til kronprinsens bryllup. Han tror, at mange i nærområdet går op i god kvalitet og økologi og har god smag.

Detailhandlen blomstrer i Greve. En opgørelse viser, at antallet af butikker er vokset med 8 procent i kommunen fra 2008 til 2016. En af Greves nye butikker er Økobutikken, som 58-årige Michael Hansen står bag. Her kan kunder fx købe is, slik og coffee-to-go eller sætte sig ned og hygge sig med en vegansk kage eller blive inspireret til at finde den helt rigtige værtindegave med en sjov historie.

– Jeg har brugt trekvart år på at finde de forskellige varer til butikken, hvoraf de fleste er økologiske. Jeg har selv testet dem sammen med min kæreste og i vores netværk. Så jeg kan 100 procent stå inde for produkterne. Jeg håber, at kunderne vil føle sig godt tilpas og opleve det som et attraktivt sted at tanke op fx med en coffee-to-go eller holde et hvil og hygge sig med en is eller øl og måske blive inspireret til at finde en unik og velsmagende værtindegave, understreger Michael, der har indrettet et lille lager bagved til de mange varer og et cykelskur til kunder, der kommer cyklende. Han er optimistisk på forretningens vegne og glæder sig over, at han fornemmer, at der er kommet endnu mere gang i handlen i Greve i de sidste år.

– Jeg hører fra min netværk i området, at de har travlt og mærker fremgang i handlen over hele linjen. Det er gunstigt at ligge i Greve med en detailbutik, siger Michael.

Greves erhvervs- og turistchef glæder sig over, at Greves detailhandel er inde i en positiv udvikling og skaber nye arbejdspladser i kommunen og nyt liv til strandvejen.

– Den positive udvikling glæder mig og gør mig stolt. Vores detailhandel er et stort og vigtigt erhverv for os. Derfor er det glædeligt, at vi kan tiltrække nye virksomheder og turister til kommunen. Det gavner beskæftigelsen, understreger Tina Charlotte Koeffoed. Hun vurderer, at fremgangen for detailhandlen i Greve hænger sammen med en vækst i befolkningstilgangen, og at indkøbscentret Waves har udvidet.

Læs Dansk Erhvervs opgørelse:
https://www.danskerhverv.dk/siteassets/mediafolder/downloads/pressemeddelelser/analyse—detailhandels-arbejdssteder.pdf

Kilde: ErhvervsCentret Greve

Deltag i debatten
Del.