Adm. direktør Peter Hansen har i 10 år siddet bag rattet som ejerleder af bilforhandlerforretningen Andersen og Martini. Han bor privat med fru Hansen og hunden i Hellerup og sætter sig hver morgen ind i sin Opel for at køre til Agenavej 15 i Greve, hvor virksomheden har haft hovedsæde siden 2011.

Her har han udvidet forretningen med udstilling, salg og service af eksklusive biler som Ferrari og Cadillac og nye hybridbiler og ikke mindst brugte middelklassebiler til familien Danmark. Hans mål er at forretningen skal være Danmarks bedste bilforhandler og overvejer i øjeblikket at bygge ud for at få plads til flere brugte biler på matriklen. Det fortalte han på et virksomhedsbesøg, hvor hunden Argo snusede nysgerrigt til gæsterne og troligt fulgte i sin herres fodspor.

På et af årets sidste virksomhedsbesøg hos Andersen & Martini kunne Greves borgmester Pernille Beckmann og lokalpolitikeren Morten Dahlin sammen med Greves erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed komme helt tæt på de mange forskellige biler, som står udstillet på første etage i bygningen på Agenavej i Greve. Andersen & Martini er nemlig autoriseret forhandler af både Opel, KIA, Fiat, Peugeot, Saab Cadillac og Corvette og har indrettet sig med udstilling og værksted på Greveadressen. Virksomheden har derudover salgsafdelinger i Taastrup, Glostrup, Søborg, Gladsaxe, Amager og Søborg.

Gæsterne fik et indblik i virksomhedens historie under besøget. Andersen og Martini blev stiftet som bilforhandler i København i 1939. Men salget gik i stå på grund af besættelsen. Løsningen var at sælge alt på hjul, fx barnevogne og varecykler. I dag er hovedforretningen koncentreret om salg og reparation af middelklassebiler. I 2001 overtog Peter Hansen direktørrollen. Under hans ledelse fusionerede firmaet med en svensk forhandler og udvidede sit sortiment.

Besøget begyndte med en kop kaffe i det store repræsentationskontor, hvor de eksklusive biler snart skal stå udstillet, fortalte Peter gæsterne.

– Kontoret er velegnet som udstillingsvindue for vores dyre biler, da man kan se herop udefra. Vi overvejer måske at bygge ud med et glasparti i forlængelse af kontoret, understregede han.

Overvejer shuttle bus til medarbejdere og kunder

Peter Hansen fortalte, at virksomheden i dag beskæftiger 100 mand, hvoraf ca. 20 af dem bor i Greve. Han løftede også sløret for, at han overvejer at lade en bus køre kunder og medarbejdere frem og tilbage mellem virksomheden og Hundige Station.

– Det er let at komme hertil i bil, men ikke med offentlig transport. Da vi får flere og flere kunder, som bruger os til service af deres bil og skal videre på job bl.a. i København, så overvejer vi at igangsætte et projekt, hvor vi har en shuttle bus til at fragte kunder og medarbejdere frem og tilbage morgen og eftermiddag mellem hovedsædet og Hundige Station, fortalte Peter.

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.