Greve Motions Cykleklub arrangerede cykeltur for Greve-borgerne for 10. år i træk søndag den 10. juni i samarbejde med Greve Kommune hvor borgmester Pernille Bechmann og formand for Greves Kultur- og Fritidsudvalg Anne Marie Lyduch satte turen i gang.

Målet var Kildebrønde Frugtplantage.

I år foregik turen i det skønneste solskin fra Greve Borgerhus ad stier til det skønne Greve Museum, hvor vi holdt den første pause. Herefter gik turen gennem Greve Landsby og Strøhusvej til Kildebrønde Frugtplantage, hvor Søren Østergaard entusiastisk fortalte  om frugtplantagen, som han i 1991 overtog efter sin far og hvordan jordbærsæsonen er blevet forlænget via tunneller fra 3 uger til 3 måneder.

Jordbærsorten Elsanta giver mellem 70 og 90 tons jordbær på en sæson og vi fik at vide, at jordbær også godt kan få stress. Hvis temperaturen kommer over 22 grader kan bærrene ikke nå at suge vand nok.

Naturligvis hørte vi også om æble- og juletræsdyrkningen og mange spørgsmål blev beredvilligt besvaret alt imens Greve-borgerne forsynede sig ved det flotte arrangement med fri jordbær- og æblesaft-bar.

Efter at have spist os mætte i de skønne røde bær, satte vi os på cyklerne og kørte gennem Kildebrønde og sluttede af ved Borgerhuset, hvor vi efter en dejlig cykeltur på 14 km. kunne hygge os med en forfriskning, som Greve Kommune stod for.

Kilde: Ruth Birkelund – Formand for Greve Motions Cykleklub

Deltag i debatten
Del.