Stor opbakning til ”Stafet for Livet Borrevejle”-projektet

0

BORREVEJLE: 24 frivillige var mødt frem til opstartsmødet for ”Stafet For Livet Borrevejle”, som blev afholdt på efterskolen Lindenborg sidste onsdag.
– Jeg er utrolig glad for at se så stort et lokalt engagement i kampen mod kræft, siger formand for arrangementet, Torkil Jørgensen.
– Stafetten er et lokalt arrangement som finder sted 25. og 26. august i år fra kl. 12 til 12. Gennem et døgn sættes der fokus på kræftsagen. Der kæmpes sammen og livet fejres. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og til at give håb til dem, der kæmper, fortsætter Torkil Jørgensen.
Stafet For Livet handler dermed om fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft.
Der er ikke tale om et sportsarrangement, men om et socialt arrangement, hvor håbet er i centrum, og hvor der er tid til eftertænksomhed på gåturene banen rundt.
Hvis nogen ønsker at løbe stafetten rundt, så er det dog bestemt en mulighed. Alle er velkomne.
Holdene der tilmelder sig stafetten skal sørge for at der gennem hele døgnet er mindst én deltager på den 300 meter lange bane.
Der er derfor mulighed for at overnatte på det naturskønne område, og for at sætte et telt eller en campingvogn op hvis nogen ønsker det.
Sidste år var der 66 stafetter i Danmark, og i år forventes op mod hele 80 stafetter.
Det er første gang at der afholdes stafet i Lejre kommune, mens man i Tølløse har erfaring fra de sidste to år. Derfor er der en god dialog mellem Borrevejle-gruppen og Tølløse for at høste erfaringer i det store arbejde med at tilrettelægge stafetten.
Man kan læse mere på stafettens hjemmeside, der findes ved at søge på ordene ”Stafet for Livet Borrevejle”.
Arbejdet med at tilrettelægge stafetten er organiseret i en række arbejdsgrupper, og med Torkil Jørgensen som koordinator og formand.
Frivillige, der ønsker at indgå i en arbejdsgruppe, er meget velkomne til at kontakte Torkil Jørgensen på telefon: 25720426.

Deltag i debatten
Del.