Stor opbakning til kerneopgave-arbejdet

0

Onsdag aften den 11. oktober var 130 borgere, politikere, erhvervsdrivende og ansatte samlet til borgermøde i Karleby Forsamlingshus for gå videre med samarbejdet om Lejre Kommunes kerneopgaver.

 

LEJRE KOMMUNE: – Det er et vigtigt og nødvendigt arbejde, men også et meget ambitiøst arbejde, vi har kastet os ud i, sagde Gert Fabrin, der er næstformand i Kernevelfærdsudvalget i sin indledende tale.
Borgmester Carsten Rasmussen bød velkommen og tog tråden op fra forårets camps, hvor debatten om de kommunale kerneopgaver for alvor tog sin begyndelse.
Siden da har Kommunalbestyrelsen vedtaget fem kerneopgaver for Lejre Kommune på baggrund af et intenst og målrettet arbejde, som mere end 300 borgere, medarbejdere, politikere, erhvervsdrivende og politikere har medvirket i.
– Nu er det tid til at gå næste skridt og sætte kerneopgaverne og deres formål i spil. Hvordan skal arbejdet med kerneopgaverne føres ud i livet? Hvordan skal det i praksis foregå? Hvilke spilleregler skal der være i samarbejdet? Vi skal drøfte oplæg til konkrete handlinger, så vi kan mærke, at vi gør tingene på en ny måde, sagde borgmester Carsten Rasmussen.
En af deltagerne ved aftenens møde var Michael Beck, en borger fra Hvalsø som gennem mange år har været aktiv i det lokale foreningsliv, ikke mindst med Hvalsø Floorball – også kaldet Vikings.
– Jeg vil gerne arbejde for, at der bliver bedre forhold for os idrætsudøvere. Vi har så mange mennesker her i området, der engagerer sig. Enten som medlemmer i en forening eller som frivillige i en anden sammenhæng. Vi skylder dem at være ambitiøse og skabe nogle endnu bedre forhold, for eksempel i hallerne, udtaler Michael Beck.
Efter tre intense timer med debat og mange gule sedler på plancher, rundede borgmester Carsten Rasmussen mødet af og forsikrede, at arbejdet med kerneopgaverne fortsætter længe endnu.
– Vi er i starten af en proces, som handler om at forbedre kernevelfærden og skabe endnu mere liv og fællesskab i vores 49 byer. Det er et arbejde, som bliver ved i lang tid endnu, også selv om kommunalbestyrelsen skulle se anderledes ud efter valget. Det er også et arbejde, som kun kan lykkes, hvis vi gør det i fællesskab – borgere, virksomheder, byer, foreninger, ansatte og ikke mindst os politikere, sagde han.

 

Baggrund
I december 2016 nedsatte Kommunalbestyrelsen et projektudvalg, Kernevelfærdsudvalget, til at stå i spidsen for arbejdet med Lejre Kommunes kerneopgaver. Udvalget består af repræsentanter for borgere, virksomheder, kommunalt ansatte, foreninger og politikere.
I foråret og sommeren 2017 deltog mere end 300 lokale borgere i tre camps, hvor kerneopgaverne blev drøftet.
I august vedtog en enig Kommunalbestyrelse fem kerneopgaver for Lejre Kommune på baggrund af input fra de tre camps og på baggrund af Kernevelfærdsudvalgets anbefaling.
De fem kerneopgaver er:
Aktivt & Selvstændigt liv
Bæredygtig Vækst
Fællesskab & Fritid
Trivsel & Læring
Uddannelse & Beskæftigelse.
Det næste skridt i arbejdet med kerneopgaverne er at definere, hvordan kerneopgaverne skal føres ud i livet i det daglige arbejde i kommunen og hvilke spilleregler, der skal gælde i samarbejdet mellem kommune, borgere, ansatte, politikere, foreninger og virksomheder.
Du kan læse mere på www.lejre.dk/kerneopgaver
Foto: Lejre Kommune

Deltag i debatten
Del.