Skovløberen for 16. gang

0

Af Palle Bruselius

SKOVLØBEREN: Søndag den 2. september afholdes Skovløberen for 16. gang. Du kan stadig tilmelde dig – også på dagen.
Arrangørerne håber igen at se omkring 500 løbere prøve kræfter med fire forskellige distancer fra fem til 42 km (maraton).
Desuden har børnene mulighed for at løbe et børneorienteringsløb på knap to km ved Hvalsø hallen.
Maratonløberne starter kl. 10:15 og skal løbe 42 km, som blandt andet inkluderer to gange over Gyldenløveshøj, så det er et løb for mandfolk m/k.
Halvmaratonfolkene og de kortere distancer starter mellem 12:00-12:30. Alle starter fra Hvalsø Hallen, løber op af Hovedgaden, Skovvej og videre ind i skoven. Trafikguider hjælper med at få det hele til at køre. Der er væskedepoter for cirka hver 5 km og naturligvis i mål.
Dansk Røde Kors har samaritter på ruten samt ved start og mål og er klar til at hjælpe.
Arrangørerne opfordrer tilskuere og forbipassereden om at tage hensyn; løberne er hurtigt videre. Man opfordrer også til at gå ud på veje og stier og heppe på løberne.
Kl. 16:00 er alle i mål. Løber du marathon, er der helt specielle håndlavede medaljer, selvfølgelig lavet af træ. I mål venter både væske, energidrik, boller og frugt, så løbernes med garanti trætte muskler kan få noget at genopbygge med.
Over 100 lokale hjælper løberne med forplejning og vejvisning. Skovløberen er afhængig af at have mange frivillige hjælpere. Stort set hele løbet foregår i skov med mulighed for at løbe forkert, så der skal stå mange vejvisere undervejs samt ved væskedepoter, i hallen, som parkeringsvagtero g i målområdet med mere.
Præmierne er sponsoret af blandt andre lokale virksomheder. Arrangementet støttes af blandt andre SuperBrugsen Hvalsø, Meny i Kirke Kyllinge, Hvalsø Borgerforening, Sagnlandet Lejre og flere andre.
Priser for tilmelding:
Maraton 350 kroner
Halv-maraton 250 kroner
Kvart-maraton 150 kroner
5’eren 100 kroner
Børneløb 25 kroner
Tilmelding er også mulig på dagen (kontant eller MobilePay).

Deltag i debatten
Del.