Skoemagerkroen genopstår

0

Gennem de seneste år har flere prøvet at drive Skoemagerkroen videre, men har knækket halsen på det. Nu rykker Poul Bøje Nielsen og Michael Jordan ind, og de satser benhårdt på at få kroen i fulde omdrejninger igen – endda med et endnu større repertoire end hidtil.

Af Palle Bruselius

VESTER SAABY: Poul Bøje Nielsen er kendt af mange for sit engagement i Elmely Kro. Nu rykker han teltpæleme op og overtager Skoemagerkroen sammen med forretningspartneren Michael Jordan. Kroen har i denne omgang stået tom i godt halvandet år.
– Vi ser en masse muligheder i kroen. Der er grobund for at skabe noget her, siger Poul Bøje Nielsen.
Ambitionerne fejler ikke noget. Målet er nemlig at stable Sjællands bedste madsted på benene. Dette skal ovenikøbet suppleres med overnatningsmuligheder.
Både Poul Bøje Nielsen og Michael Jordan havde fået øje på mulighederne med kroen. Som Michael Jordan siger:
– Jeg er jo meget lokal. Jeg bor i Gevninge og har boet her siden 50’erne. Jeg er gårdejer, advokat og i et familiefirma (Jordan & løgstrup – red.). Jeg er også indehaver af Søllerød Kro, hvilket jeg har været i 15 år. Oven i dette er jeg også stadig ejendomsinvestor Det førte naturligt til at min interesse blev vakt, da jeg så at kroen her stod til forfald – faktisk ved sidste udkald.Tilfældet var at Poul også havde fået øje på kroen. Vi har simpelthen samme interesse i kroen.
Michael Jordan ejer hovedparten af kroen, og hans og Poul Bøje Nielsens plan er, at Poul Bøje Nielsen skal drive kroen, mens Michael Jordan fungerer sparringspartner og rådgiver.
– Maden skal produceres lokalt, og hensigten er, at Skoemagerkroen skal opnå tre stjerner i den Danske Spiseguide. Og på sigt skaffe os en Michelin-stjerne, siger Poul Bøje Nielsen.
– Vi kunne begge se at denne gamle antikvitet kunne forvandles til et moderne sted.

Tidsforløb
Poul Bøje Nielsen fortsætter sit virke som restauratør på Elmely Kro frem til den 1. august, hvor Skoemagerkroen genåbner. Til den tid vil kroen være istandsat for en mindre formue, og det kommer til at ske med stor respekt for kroens særlige historie. Blandt andet går historien på, at det netop er Skoemagerkroen, derspiller en rolle i Ludvig Holbergs ’Jeppe på Bjergetø
Hvad der skal ske med Elmely Kros vides endnu ikke, men Poul Bøje Nielsen og Henrik Nielsen søger en ny forpagter til stedet.
Hvis man ærgrer sig over, at Elmely Kros fremtid hænger og blafrer i det uvisse, kan man så trøste sig med, at det ikke blot er Poul Bøje Nielsen, der skifter til Skoemagerkroen. Han tager nemlig hele holdet fra Elmely Kro med sig. Det gælder blandt andet køkkenchef Anders Jensen og restaurationschef Anders Bregnebro.
Den 1. august skal den første etape af ombygningen af førstesalen på én af kroens af længer være færdiggjort. Det skal give fem værelser, heraf også en brudesuite.
Man nøjes dog ikke med fem værelser; i alt vil man etablere op til 14 værelser på selve kroen. Og får man de tilladelser på plads som man ønsker, vil dette blive suppleret med en selvstændig og nybygget længe med plads til et sted mellem 15 og 20 værelser.

Ikke noget røverkøb
Det er ikke helt billigt at investere i Skoemagerkroen. Den kostede 6,3 millionerkroner, og det er kun købsprisen. Hertil skal nemlig lægges investeringer i værelser, inventar, renoveret køkken og så videre. De udgifter vil løbe op i størrelsesordenen syv til otte millioner. Kroen bliver med andre ord istandsat fra ende til anden.
Økonomien og finansieringen af moderniseringen er på plads, så arbejdet kan begynde straks.
– I Lejre Kommune bør man gøre noget ekstra for at bevare et godt sted Det er trist,at kommunen har mistet stort set alle sine kroer og restauranter. Det er den idealistiske betragtning, det ved vi godt, siger Poul Bøje Nielsen.
– Det er begejstringen hos Poul, der er drivkraften i det her projekt, indskyder Michael Jordan.
– Vores drøm er at få tilladelse til at etablere værelser. Det ville være bedst, hvis vi får lov til at bygge en gæstefløj Det kan få stedet til at leve igen. Folk vil jo også gerne overnatte efter fester.
Kroen ligger i Nationalparken Skjoldungelandets område, og det er ikke undgået de to iværksætteres opmærksomhed..
– Det vil vi brande os på og vil sikkert samarbejde med nationalparken, siger Poul Bøje Nielsen.
Skoemagerkroen er Danmarks ældste post- og diligencekro. Det imponerer naturligvis de nye folk, men de ryster dog ikke på hænderne af den grund.

Baggrund
Elmely Kro blev åbnet i januar 2010. Her var det målsætningen, at det skulle være en kro, som serverede dansk mad på et fundament af traditioner og lokale råvarer. Det skulle med andre ord ikke være en museumskro med hakkebøf og stegt flæsk med persillesovs på repertoiret.
Grunden til at Poul Bøje Nielsen flytter til Skoemagerkroen er noget så jordnært som pladsmangel.
– Det er en gammeldags kro, men vildt udfordret på plads og arbejdsforhold for mine medarbejdere og meget lidt plads til den forretning, jeg driver i dag og gerne vil drive fremover. Vi laver på Elmely Kro mad til et sted mellem 700 og 1.000 kuverter. Det er reelt ikke muligt at ekspandere på Elmely Kro, forklarer Poul Bøje Nielsen.
– Vi må reelt sige nej tak til selskaber, fester, mad ud af huset og a la carte, overnatning, kurser og møder, da vi kun råder over 75 pladser. Den helt store indtægtkilde er mad ud af huset. Det bliver til cirka 30.000 kuverter om året.
– Der ligger et kæmpe marked for mad ud af huset, bryllupper og selskab, kurse med mere, som vi kunne være en del af, hvis vi fik mulighed og plads. Derfor Skoemagerkroen, slutter Poul Bøje Nielsen.

Deltag i debatten
Del.