Ruiner og ramsløg på slottet

0

EGHOLM SLOT: Du kan opleve den 800 år gamle borgruin ved Egholm Slot, plukke vilde ramsløg i parken samt høre historier om slottet og indtage lidt tapas og et glas i den forladte jagtstue.
Man kommer til at mærke historiens vingesus, når Rikke Falck byder velkommen til et eksklusivt arrangement i form af en guidet tur med plukning af ramsløg, ruinbesøg, smagsprøver og sagnfortællinger onsdag den 18. april kl. 17:30 på Egholm Slot. Arrangementet varer til kl. 19:00.
I dagens anledning bliver der nemlig åbnet, så man kan komme helt ned i resterne fra et mere end 800 år gammelt romansk borganlæg. Det blev udgravet og restaureret af Nationalmuseet i 1960erne, og i dag fremstår borgruinen som et af Danmarks bedst bevarede private beboelsesrum fra højmiddelalderen opført i tiden omkring Valdemar Sejr.
– Måske var det her, at Grev Jakob af Halland planlagde et af de mord, der senere er gået over i historien, som et af de mest efterforskede mord i historisk tid, fortæller Rikke Falck, der glæder sig til at vise denne del af slottets historie frem for publikum.
Den romanske borgruin ligger i parken tæt på den nuværende hovedbygning og er normalt lukket af for offentligheden.
Man får mulighed for at se voldgraven og plukke ramsløg til at tage med hjem, og der bliver udleveret opskrifter på ramsløgpesto, ramsløgsalt med mere. Efter besøget i slotsruinen slutter arrangementet med lidt smagsprøver og et glas bobler i slottets ellers forladte jagthytte.
Det er en god idé at tage godt fodtøj på. Turen er ikke egnet for gangbesværede, da terrænet er ujævnt og der er en del trapper.
‘Ruiner og Ramsløg’ er arrangeret af Egholm Slot i samarbejde med Yduns.

Deltag i debatten
Del.