Pratar du svenska?

0

Virksomheden VetNet i Lejre har et specielt problem: Det er svært at finde personale med een særlig kompetence: At man kan tale svensk. Og det har vist sig at være meget mere vanskeligt end firmaet havde regnet med.

Af Palle Bruselius

LEJRE BY: Når man står med en succes og en hurtigt voksende forretning, så plejer ledelsens og personalets smil at blive bredere end før. Smilet er måske blevet en anelse mere skævt hos Ivan Krogsgaard Kristensen, adm. direktør hos VetNet (det tidligere Tang Data).
VetNet har et temmelig enestående produkt: software til såvel dyrlæger og dyrehospitaler.
– Man kan sådan set sammenligne det lidt med Sundhedsplatformen. Det har nogenlunde de samme funktioner blot rettet mod veterinærbranchen – altså et veterinært journalsystem, siger Ivan Krogsgaard Kristensen
Firmaet vokser hurtigt og har blandt andet sikret sig store kunder i Sverige og har i den forbindelse banket hovedet ind i et problem. Firmaet har nemlig i takt med at der bliver flere og flere kunder behov for flere support-medarbejdere. Ud over at være IT-vante skal de også have en særlig kvalifikation: De skal kunne tale flydende svensk.
Her er VetNet foreløbig stødt på en mur. De har nemlig ikke modtaget ansøgninger i forbindelse med deres stillingsopslag, og det undrer Ivan Krogsgaard Kristensen en del.
– Der må jo være nogen derude, der taler svensk. Det kan ikke være rigtigt, at det er så svært at skaffe personale, siger han.
– Det er vigtigt, at medarbejderne er her. Vi har brug for tre til fire nye medarbejdere i fuldtidsstillinger. De vil komme igennem en lang oplæringsperiode på måske et halvt år. De skal, foruden svensk og dansk, kunne tale engelsk. Jobbet er support for brugerne, installation og undervisning i systemet, årlige service-besøg med videre. Der kan være nogen rejseaktivitet i jobbet, da vi er ved at rykke ind på det svenske marked. Men det er svært at finde danske medarbejdere her i Lejre. Det er jo også ved at være ret høj beskæftigelse.Alternativet er at etablere kontor i Malmö, fortæller Ivan Krogsgaard Kristensen.
Der kræves ikke noget bestemt uddannelsesniveau.
– Det burde være fint at arbejde her i Lejre. Transporten hertil er nem, uanset om man er i bil eller tog, og området er dejligt at være i. Virksomheden har pt. 12 medarbejdere inklusive en udviklingsafdeling i Polen.
Firmaet blev startet af Aage Tang og er 30 år gammelt. Det har hele tiden arbejdet med veterinære systemer. Aage Tang er stadig med i firmaet, ligesom sønnen Carsten Tang, der blandt andet arbejder med udvikling af softwaren.
Softwaren sælges som licens pr. bruger. Al software er udviklet af VetNet, hvilket betyder, at man ikke skal betale licenser til Microsoft eller andre.
Firmaet skiftede navn fra Tang Data til VetNet i foråret. Samtidig tiltrådte Ivan Krogsgaard Kristensen som adm. direktør.
Thomas Hørdam, erhvervschef i Lejre Kommune, undrer sig ligeledes.
– Lejre Kommune er godt nok den kommune i landet, der har den laveste ledighed – 2,9 procent – men det er mærkeligt, at det er så svært, som tilfældet er. Der er mange højtuddannede i Lejre, og det gør det lidt uforståeligt, siger Thomas Hørdam.

Deltag i debatten
Del.