Prædikerens bog – en musikpoetisk forestilling

0

OSTED: Sangerinde og skuespiller Lotte Arnsbjerg, skuespiller Tommy Kenter og bandet Mongotube spiller i Osted kirke søndag den 4. marts kl. 16:00 forestillingen Prædikerens bog.
Tommy Kenter benytter sig af uddrag af originale tekster fra Gammel Testamente iscenesat som prædikeren selv, og Lotte Arnsbjerg spiller visdommen.
Malthe Claudio Lind er scenograf og instruktør. Musikken er skrevet af Lotte Arnsbjerg og Torben Egeris, der også medvirker som keyboardspiller i Mongotube.
Det er Prædikerens bog fra Gammel Testamente, der har givet inspiration til nye tekster om det at være menneske.
Teksterne er i denne forestilling blevet til monologer, dialoger, sange og musik, og fungerer som en forestilling til fordybelse og andagt. Det er moderne bønner, som inviterer til indsigt og sjælefred.
Ordene i Prædikerens Bog er mættet med billeder, der trænger sig på og genererer tanker om forhold, vi ikke har svar på. Prædikeren har ry for at være en negativ sortseer, som dystert proklamerer, at alt hvad vi gør, er nytteløs jagen efter vind, og at alt under solen er tomhed.
Uanset hvor meget vi kæmper for at få rigdom, magt, og evig ungdom, ender vi under jorden med identiske knogler og ben. Men måske har hans budskaber et dybere budskab til os, om at nyde livet mens vi har det?
Forestillingen er en musikalsk spejling af de 12 kapitler i Prædikerens Bog. Spejlingerne er nutidige og aktuelle inspirationer af den gamle tekst og tager afsæt i en livsbekræftende fejring af livets umiddelbare mirakel og væren uden tid og dømmen.
Det er Osted og Allerslev menighedsråd, der indbyder til denne forestilling. Der er gratis adgang.

Deltag i debatten
Del.