Ny affaldsordning skal styrke grøn profil

0

Lejre Kommune er godt i gang med at køre de nye skraldespande ud til alle borgere.

LEJRE KOMMUNE: Med den nye affaldsordning rykker Lejre Kommune i en endnu grønnere retning ved at tilbyde løsninger, der gør det lettere at sende affaldet til genbrug – det betyder dog også nye vaner og rutiner i hverdagen.
De første borgere har allerede fået deres nye skraldespande, og de kan snart komme i gang med at sortere deres affald i fem dele.
– Det her projekt er et godt eksempel på, hvordan visioner om bæredygtighed bliver til konkrete løsninger, der gør det nemt for borgerne at gøre det rigtige. Og samtidig er det med til, at Lejre Kommune når nogle vigtige målsætninger i forhold til at passe bedre på ressourcerne, siger formand, for Udvalget for Teknik & Miljø, Ivan Mott.
Han tilføjer dog også, at den nye affaldsordning kræver tilvænning:
– Det her bliver også en omvæltning, når vi alle skal til at sende plast, metal, papir og madaffald fra til genbrug. Det kræver nye vaner samt lidt mere plads både i køkkenet og ved boligen. Det tror jeg, vi alle skal vænne os til, siger Ivan Mott.

Todelte skraldespande
Lejre Kommune er godt i gang med at udbringe de i alt 25.000 todelte skraldespande, 12.500 madaffaldsspande, 12.500 velkomstbreve med sorteringsvejledninger og 2,5 millioner poser til madaffald, som altsammen skal ud til borgerne i forbindelse med den nye affaldsordning.
De to nye todelte skraldespande til rest-/madaffald og plast/metal bliver udleveret mellem uge 9 og uge 12. Præcis hvilken uge du får de nye beholdere leveret afhænger af, hvornår du får tømt papir.
De første borgere har som nævnt allerede fået de nye beholdere. Det betyder dog ikke, at man skal tage beholderen i brug med det samme.
De gamle beholdere til dagrenovation tømmes nemlig helt indtil den 6. april. Det er først fra den 9. april, at skraldemanden begynder at tømmer de nye beholdere.
Du skal derfor bruge din gamle beholder til dagrenovation, indtil den bliver tømt for sidste gang i uge 13 eller 14. Skraldemanden efterlader herefter din beholder ved vejen, hvor den senere bliver afhentet.

Meget mere genbrug
I 2016 var genbrugsprocenten på 31 procent i Lejre Kommune. Den nye affaldsordning gør det muligt at nå målet, så minimum halvdelen af affaldet i 2022 genbruges i stedet for at blive brændt af.
Svar på de typiske spørgsmål om den nye affaldsordning findes her:
www.lejre.dk/nyaffaldsordning2018

Deltag i debatten
Del.