Lejre får ridecenter i international topklasse

0

Kumlegaard Quarter Horses investerer stort millionbeløb i center lige uden for Osted og bliver et mekka for westernheste.

Med tre tønder land bygninger og anlæg og en investering på et betydeligt tocifret millionbeløb vil der i løbet af det næste år rejse sig et ridecenter i international topklasse i Lejre Kommune.
Centret skal rumme enstående trænings- og konkurrencefaciliteter og vil samtidig være avlscenter for quarter horses.
Quarter horse-racen, der har været med til at give centret sit navn, er den ældste hesterace i Amerika. Den opstod ved at krydse de araberheste, som spanske opdagelsesrejsende bragte med til Amerika, med engelsk fuldblod.
I 1800-tallet var hestevæddeløb meget populære i Amerika. Der fandtes kun meget få rigtige væddeløbsbaner eller lange lige vejstrækninger, så væddeløbene blev afviklet på hovedgadens korte distance. Denne distance var sjældent mere end 400 meter (quarter of a mile). På denne korte distance var især én race hurtig, og den blev derfor kaldt quarter horse. Den løber de 400 meter på lige over 20 sekunder, men er derudover den mest alsidige hest i verden, og det vil blive afspejlet i de ridediscipliner, som kommer til at foregå på Kumlegaard.

Familieprojekt
Ridecentret lige uden for Osted er et rent familieprojekt, hvor Natasha Møller som europamester og flere gange danmarksmester allerede er et etableret internationalt navn og hesteekspert.
Hendes forældre, Annette og Poul Møller, er også involveret i centret, hvor der på nuværende tidspunkt står 43 heste opstaldet.
Familien overtog Kumlegaard i sommeren 2014 og købte siden naboejendommen for at have den nødvendige plads til at virkeliggøre det ambitiøse projekt.
– Vi havde ledt i lang tid efter et passende sted og været rundt mange steder på Sjælland, men det var først, da vi kom til Lejre, at vi fandt det rigtige sted at etablere os, siger Poul Møller.
– Det var særdeles positivt at møde den store imødekommenhed fra kommunen. Alt klikkede fra første færd, og hele planprocessen har kørt efter en snor. Det er vi meget taknemmelige for.

Klar til at bygge
Nu er skelpælene sat i jorden og giver de første indikationer af omfanget af det store projekt, som med tiden skal tiltrække westernryttere og andre ryttere fra ind- og udland:
– Vi bygger et center, som der ikke findes magen til i Skandinavien og Nordtyskland. Alene ridebanen bliver på 40 gange 80 meter. Vores virksomhed er bygget op omkring westernridning, men vi vil ikke lade os begrænse til én disciplin, og derfor vil man også kunne opleve dressur og andre discipliner i centret, siger Poul Møller.
Hovedentreprenøren til byggeprojektet er fundet, og centret skal stå klar i løbet af 2017. Men sideløbende med byggeriet er aktiviteten i de eksisterende faciliteter på Kumlegaard allerede høj, og det første mindre stævne i westernridning finder sted den 16. april.
Sammen med forældrene glæder Natasha Møller sig til, at centret står færdigt. Det er i særdeleshed hendes internationale præstationer og viden om heste, der bliver omdrejningspunktet for den fremtidige drift:
– Westernridning er en relativt ung disciplin i Danmark, men med vores center kan vi være med til at skabe yderligere interesse for både westerridning og avlsarbejdet.

Deltag i debatten
Del.