Købmand eller ej

0

KIRKE SONNERUP: Torsdag aften den 26. oktober var omkring 50 borgere i Kirke Sonnerup mødt op i den nu lukkede købmandsbutik i byen. Årsagen var et møde, som Venstre-kandidaterne Line Holm Jacobsen, Lars Kimer Mortensen og Søren Bo Hansen havde arrangeret.
Formålet var af afklare om, der kunne skabes fundament for at oprette en borgerdrevet butik, der kunne tilbyde dagligvarer, så borgerne i byen ikke nødvendigvis behøvede at køre til de omliggende byer for at klare de mest nødvendige indkøb.
Line Holm Jacobsen gav en status på detailhandelsanalysen vedrørende Kirke Sonnerup, mens Lars Kimer Mortensen fortalte om et lignende projekt, nemlig ’Høkeren’ i Venslev, hvor frivillige havde skabt en butik som erstatning for den tidligere dagligvarebutik.
Søren Bo Hansen, der i 15 år drev købmandsbutik i Ejby, fortalte om sine erfaringer med at drive en lille butik i en mindre by.
Efter disse indlæg blev der åbnet for spørgsmål og debat, og debatten blev undertiden ganske livlig.
Aftenen mundede ud i at der blev nedsat en arbejdsgruppe på fire personer: Claus Bachmann, Linda Bachmann, Erling Hviid og Lars Kimer Mortensen, der gerne vil arbejde videre med etablering af en butik i en eller anden form.
– Mange var faktisk rigtig interesseret i at prøve konceptet med en betjeningsløs butik kombineret med lokal hygge. Nu må vi se hvad der sker – det bliver spændende at følge, siger Line Holm Jacobsen, der selv har sine rødder i netop Kirke Sonnerup.

Deltag i debatten
Del.