Gensalg-butikken åbner på genbrugspladsen

0

Ny genbrugsbutik på Torkilstrup Genbrugsplads åbner dørene søndag den 17. september.

 

TORKILSTRUP: I disse dage arbejdes der på højtryk for at gøre genbrugsbutikken ’Gensalg’ klar til åbning søndag den 17. september kl. 10:00.
Der bliver fejet gulve og støvet af, indrettet og fyldt på hylder så alt bliver klar til at tage imod kunder og gæster til indvielsen.
KARA/NOVEREN og Lejre kommune har i fællesskab besluttet at etablere en genbrugsbutik for at give borgerne mulighed for at købe nogle af de ting, som bliver afleveret på genbrugspladsen – men som faktisk er for gode til at smide væk.
Tingene bliver sat i stand, tørret af og måske repareret – så de kan gavne deres nye ejere. Dermed sættes der handling bag ordene i KARA/NOVERENS strategi om at prioritere genbrug og genanvendelse før energiudnyttelse og deponering af affald.
Etablering og drift af genbrugsbutikken Gensalg arbejder med tre bundlinjer: mennesker, miljø og økonomi og kan derfor betegnes som en socialøkonomisk virksomhed. På den måde er butikken med til at støtte op omkring Lejre Kommunes brand ’Vores sted’, hvor visionen blandt andet handler om at dyrke nærheden og gøre tingene sammen.
– Gensalg kombinerer social og grøn ansvarlighed på flotteste vis. Ved at drive Gensalg på socialøkonomiske vilkår giver vi borgere mulighed for jobprøvning og erhvervspraktikforløb med henblik på at gøre dem klar til at vende tilbage til eller træde ind på arbejdsmarkedet, siger borgmester i Lejre Kommune Carsten Rasmussen og fortsætter:
– Lejre er en kommune, der favner mangfoldighed og skaber berigende fællesskaber med en vision om at skabe friheden til at realisere drømmen om Vores sted. Gensalg omsætter drøm til virkelighed og er sammen med eksisterende genbrugsbutikker med til at sætte affald på dagsordenen som en værdifuld ressource.
– Direkte genbrug er en markant samfundsmæssig tendens, hvor en større ressourcebevidsthed har gjort det langt mere populært og accepteret at bruge tidligere anvendte produkter, siger bestyrelsesformand for KARA/NOVEREN, borgmester i Solrød, Niels Hörup. – Derfor er jeg meget glad for at kunne være med til åbningen af en genbrugsbutik på Torkilstrup Genbrugsplads.

Deltag i debatten
Del.