Frivillige hjælper unge kvinder i uddannelse eller arbejde

0

Lejre Kommune har indgået et samarbejde med PIFT, et frivilligt mentortilbud for psykisk sårbare kvinder mellem 15-30 år, som mangler en fortrolig voksen at tale med og støtte sig til.

– Mentorerne gør en fantastisk indsats for at hjælpe de unge videre i deres liv med uddannelse eller beskæftigelse, udtaler udvalgsformand Christian Plank, Udvalget for Job & Arbejdsmarked i Lejre Kommune.

Fælles for de unge kvinder i PIFT er, at de har en tendens til at vende deres udfordringer indad. De mangler som oftest hjælp til helt konkrete ting, fx uddannelsesafklaring, hjælp til at søge arbejde eller at flytte hjemmefra, men de mangler i lige så høj grad en erfaren og empatisk voksen, som de kan stole på og regne med.

Lejre Kommune har indgået et toårigt samarbejde med PIFT for netop at gøre noget ved den omstændighed og hjælpe flere unge kvinder på vej mod uddannelse eller beskæftigelse.

  • Der er mange fordele ved at henvise til et mentorforløb i PIFT. Mentorforløbet er relevant for de unge, da de oftest har sparsom voksenkontakt. Det kan være et godt supplement til det, vi tilbyder i kommunalt regi. Netop mentorforløbet i PIFT tager professionelt afsæt i den unges ønsker og behov, udtaler fagkoordinator Vibeke Stokholm fra Jobcentret i Lejre Kommune.

Unge føler sig pressede
Linda Larsen er en af de frivillige mentorer, der er med til at gøre en forskel for kommunens unge. Ligesom de øvrige frivillige ønsker hun at hjælpe sårbare unge kvinder i lokalområdet, med at komme videre i deres liv, styrke troen på sig selv og få en sammenhængende hverdag med uddannelse, job og socialliv.

  • Jeg blev mentor, fordi jeg blev bekendt med, hvor mange unge der følte sig pressede og ikke kunne se nogen mening med livet. Det var hjerteskærende at lære, at så mange unge føler sig ensomme og ikke føler sig set, hørt eller forstået, og det greb dybt ind i mit hjerte. Jeg prøver ikke at redde hele verden, for det kan jeg ikke. Men jeg prøver at gøre en forskel for den enkelte unge, så hun kan opleve en tro på livet og ikke mindst en tro på sig selv, siger Linda Larsen.

For Lindas nuværende mentee har det været en utrolig positiv og givende oplevelse for hende at blive matchet med en mentor gennem PIFT.

  • Linda har været det perfekte match for mig, og jeg er meget glad for de resultater, jeg har fået ud af det. Min mentor er meget på og meget forstående overfor ting. Hvis jeg glemmer en aftale, så bliver det helt sikkert påtalt, men så er det også det. Hun er bare rigtig rummelig, fortæller hun.

Hvis man ønsker at blive mentor i PIFT kan man melde sig på hjemmesiden her: www.pift.nu/frivillig-mentor.

FAKTA

  • PIFT er et mentortilbud til sårbare unge kvinder. Foreningen Nydansker og KVINFO står bag ordningen i samarbejde med Lejre Kommune. Projektet er udviklet med støtte fra VELUX FONDEN.
  • Mentorerne i PIFT er min. 25 år gamle og i beskæftigelse, under uddannelse eller pensionerede.
  • Som mentor siger man ja til at bruge min. 4 timer om måneden på at være i et forløb af 6-12 måneders varighed.

Læs mere om mentorordningen i Lejre Kommune på www.pift.nu.

Deltag i debatten
Del.