Filmfestival med humør og kant

0

Traditionen tro afholdes der FilmFestIHvalsø i anden weekend i marts. Det bliver igen med nye danske film, med yndlingsfilm og markante filmfolk på banen.

HVALSØ: Også 2018 i træk afholdes der FilmFestIHvalsø. Bag denne specielle filmfestival står Hvalsø Bio og filminstruktøren Steen Rasmussen, der igen i år er vært ved festivalen.

Åbningsfilm
Fredag den 9. marts åbner FilmFestIHvalsø med journalist, programchef for Radio24syv, forfatter og filminstruktør Mads Brügger.
Aftenen byder dels på en samtale med denne alsidige kulturpersonlighed og præsentation af hans yndlingsfilm. Hvilken film, der er tale om, er en overraskelse.
Angus Rollo one-man-band underholder i cafeen, hvor der bydes på øl og spegepølsemadder.
Lørdag den 10. marts kl. 14.30 vises filmen ”Fantasten”om gambleren Claus, der sætter alt ind på at få sønnen ud af enorm spillegæld.
Filmen præsenteres af instruktør Christian Dyekjær og den altdominerende hovedrolle Dejan Cukic (Robert og Bodil nomineret for bedste skuespil). Der serveres kaffe og kage.
Lørdag den 10. marts kl. 17.00 vises en ny dansk kortfilm. Der er gratis entré
Det er den nybagte instruktør fra Den Danske Filmskole Lisa Jespersen, der viser sin afgangsfilm ”September” – et livsbekræftende komediedrama om tre kvinders refleksion over livet efter de 60.

Galla aften
Lørdag den 10. marts kl. 18.30 åbnes dørene for filmfestivalens galla-aften, der byder på premiere på ”Så Længe Jeg Lever” – filmen om John Mogensen. Filmen præsenteres af filmens instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal samt hovedrolleindehaveren Rasmus Bjerg.
Angus Rollo One band spiller i cafeen, hvor der bydes på velkomstdrink og vin til en 70’er buffet, der er skabt af Hvalsøs chokolade-verdensmester, kokken Mikkel Friis-Holm.
Søndag den 11. marts kl. 10.00 lægges der ud med et familiearrangement med titlen ”Vitello” – der er den populære bogserie omsat til tegnefilm. Det præsenteres af skuespilleren Nicolaj Kopernikus, der lægger stemme til filmen. Hvordan er det at være skuespiller – også når man ”kun” høres, men ikke ses?

Mød Christian Tafdrup
Søndag den 11. marts kl. 14.30 kan du møde Christian Tafdrup – instruktør, skuespiller og manusforfatter – og netop nu aktuel med filmen ”En Frygtelig Kvinde” der er nomineret ”Bedste film”.
Der bydes på en samtale om hans film, karriere og fremtiden, og han introducerer sin debutfilm, ”Forældre”, der har Søren Malling og Bodil Jørgensen i hovedrollerne. ”Forældre” er prisbelønnet og har modtaget gode anmeldelser.
”En frygtelig kvinde” er nomineret til: Robertprisen: Årets film, instruktør, manuskript og den kvindelige hovedrolle. Bodilprisen: Bedste film og den kvindelige hovedrolle.
Forsalget til FilmFestIHvalsø starter tirsdag den 20. februar.

Deltag i debatten
Del.