DEBAT: Vores børn er vores vigtigste investering for social vækst

0

LÆSERBREV
Af Theresa Dall Helth
Kandidat til kommunalbestyrelsen for Alternativet Lejre
Spidskandidat til Regionsrådsvalget for Alternativet, Sjælland

 

En fremtrædende politisk dagsorden i disse år, er at øge væksten i vores samfund. Vel at mærke den økonomiske vækst.
Denne dagsorden deler vi ikke i Alternativet. For os bør økonomisk vækst ikke være et mål i sig selv, men derimod et middel til at fremme blandt andet social vækst og trivsel.
Som vi ser det, går vejen til social vækst, gennem investering af tid og politisk prioritering af vores børn.
Vi skal tilrettelægge vores samfundsstruktur således, at vores arbejdsliv tilpasses vores familieliv – ikke omvendt; for eksempel ved at småbørnsforældre har mulighed for, at arbejde på nedsat tid i en periode.
Helt konkret foreslår vi, at der tilbydes fleksibel arbejdstid tilpasset ens livssituation for alle kommunens ansatte. Denne model har været afprøvet i Københavns Kommune med positive effekter.
Vi skal prioritere pasningstilbud af forskelligartet karakter, så den enkelte familie kan vælge det tilbud, som passer dem bedst.
Som det er nu, tilbyder Lejre kommune tilskud til pasning af egne børn og til privat pasning. Disse ordninger er blevet forringet i indeværende valgperiode.
Vi vil arbejde for at sikre, at ordningerne som minimum bibeholdes, men allerhelst at vi som kommune ”går hele vejen” ved at lade det kommunale pasningstilskud følge barnet uafhængigt af, hvilket pasningstilbud man vælger som forælder.
Som kommune er vi medansvarlige for, at vores børn får det bedste udgangspunkt for sund mental trivsel.
Dette ansvar indebærer blandt andet, at vi sørger for tidlig indsats til udsatte børn. Her ser vi sundhedsplejersken og kommunens familierådgivere som vigtige nøglepersoner. Forældre og ansatte i kommunens pasningstilbud og skoler, skal have en nem og direkte indgang til faglig støtte og rådgivning, hvis krisen rammer; for eksempel i forbindelse med skilsmisse eller hvis et barn oplever mental mistrivsel.
Vi ønsker ydermere, at kommunen indfører ”Kulturelle klippekort” til udsatte børn i samarbejde med private og frivillige aktører. Kulturelle klippekort skal sikre, at alle børn får muligheden for, at indgå i meningsfulde fællesskaber med deres kammerater.
Udviklingen i samfundet går i retning af, at børn tidligst muligt skal ’forberedes’ til livet i skole- og uddannelsesverdenen. Vi ser med bekymring på denne udvikling, da eksperter mener, at der findes sammenhæng mellem tidlig ’træning’ til at kunne præstere i konkurrencestaten og en øget hyppighed af mental mistrivsel blandt børn og unge.
I Alternativet ser vi gerne, at vi alle er med til at ’forberede’ vores børn. Forberedelsen skal dog tage udgangspunkt i, at kunne indgå i sunde fællesskaber, at være rummelige og nysgerrige på forskellighed hos vores medmennesker. At blive bevidste om- og medansvarlige for den sociale vækst og trivsel i vores verden.

Deltag i debatten
Del.