DEBAT: Valgmøde med kant og nye boller

0

LÆSERBREV
Af Af Henrik Svanholm, Bygaden 29, 4320 Lejre By

 

Den Konservative Vælgerforening i Lejre inviterer alle partier til et anderledes valgmøde i Domus Felix i Lejre den 16. november kl. 18:00 med fællesspisning og stærke krydderier.
Igennem de seneste måneder har der været afholdt mange politiske debatter rundt i Lejre. De fleste er afviklet på en måde, hvor politikernes budskaber er blevet præsenteret for vælgerne, uden at vælgerne dog i tilstrækkeligt omfang er blevet hørt og fået god mulighed for at få en direkte snak med kandidaterne til kommunevalget.
Det har de konservative i Lejre besluttet at gøre noget ved, og da partiet ønsker at borgerne skal have større indflydelse på lokalpolitiske emner, har de konservative derfor ønsket at sætte borgerne i centrum i forhold til lokalpolitikerne ved et af de sidste debatarrangementer inden valget den 21. november.
Jeg har tidligere gennemført flere spisearrangementer i Domus Felix. Denne gang er menuvalget faldet på en godt krydret chili con carne med friskbagte boller, der gerne må få politikerne til at svede lidt, når de bliver bænket ved borde, som Lejre-borgerne også sidder og spiser ved.
Hvert bord vil så få besøg af en kandidat, der får 7-8 minutter til at tale med borgerne. Herefter vil der lyde et signal, hvorefter der sker en rokade, og en ny politiker vil indtage pladsen ved bordet. På den måde vil måltidet være med til at give mulighed for en direkte dialog og skabe kontakt.
Politikerne forventes så i en senere afslutningsrunde at skulle samle op på dialogen med borgerne og fortælle, hvilke indtryk mødet med disse betyder for den politik, som kandidaterne går til valg på.
De konservative håber at mange vil tage imod invitationen til et anderledes valgmøde med fokus på kant og stærke krydderier og en god politisk debat med udgangspunkt i politikernes møde med borgerne. Deltagerne i fællesspisningen vil således få en god mulighed for at spørge partiernes spidskandidater om deres holdninger til aktuelle forhold.
Der er ikke krav om tilmelding til fællesspisningen, der starter kl. 18:00 og afvikles i Domus Felix, Bygaden 20, Lejre.
Dørene åbnes kl. 17:45. Betaling for maden afregnes kontant på stedet med 50 kroner øl/vand og kaffe/the.

Deltag i debatten
Del.