DEBAT: Strejke og lockout er forældede våben

0

LÆSERBREV
Af Erik R. Holst
Medlem af kommunalbestyrelsen (V)
Blakledsvej 6, 4330 Hvalsø

I Danmark har vi et godt samfund, og vores arbejdsmarked er overvejende velfungerende. Men når det gælder strejke og lockout, mener jeg, at disse våben er klart forældede, og slet ikke passer til vores tid. Strejkevåbnet er jo opfundet i en tid, hvor en meget stor del af arbejderne arbejdede i industrien. Målet med strejken var, at presse den rige fabriksejer, til at dele en del af sin store fortjeneste med arbejderne, i form af en bedre løn. Det er svært for mig at se koblingen til den nuværende situation. Hvad er det Micael Ziegler som borgmester Høje Tåstrup kommune mister i indtægt eller formue, fordi pædagogerne strejker? Ingenting. Dem der mister noget er kunderne, det vil sige børnefamilier som i forvejen er presset i en travl dagligdag.
Lockouten er efter min opfattelse et endnu mere forældet våben, som kun har samfundsskadelige konsekvenser, hvilket vi oplevede med lærerkonflikten for nogle år siden. Masser af skolebørn fik ikke undervisning, lærerne mistede indtægt, og hele samfundet tabte masser af værdi.
Jeg går ind for, at ansvar og kompetence følges ad. Men det er svært at se, hvilket ansvar hr. Bondo og hr. Ziegler tager i denne konflikt. Hvad har de at miste – sådan rent privatøkonomisk altså. Intet! Til gengæld mister offentligt ansatte deres løn, og borgerne mister en masse service. Til hvilken gavn?

Deltag i debatten
Del.