DEBAT: Dit barn – mit fokus

0

LÆSERBREV
Af Lotte Greve
Kandidat for Venstre ved kommunalvalget 2017

 

Jeg hedder Lotte Greve. Jeg er 40 år, gift og har to børn på 9 og 6 år. Jeg stiller op for Venstre i Lejre ved Kommunalvalget 2017. Lad mig fortælle dig om min motivation for at stille op til Kommunalvalget:
Jeg holder meget af Lejre. Jeg holder meget af de små og store bymiljøer, vores fritidsliv, de borgere jeg allerede har stiftet bekendtskab/venskab med – og jeg elsker Lejres smukke natur.
Når jeg oplever, at dette skønne billede af Lejre af og til bliver mudret af borgernes dårlige oplevelser af den kommunale betjening, ”tvangsøkologi”, rigide arbejdsgange, dårlige vilkår for vores børn – og besparelser de forkerte steder, så får jeg en følelse af, at vi kan gøre det bedre – at Lejre kan gøre det bedre – at vi skal gøre det bedre.
For nogle år tilbage oplevede jeg, at min datters børnehave i Lyndby – Bøgen – var lukningstruet i besparelsernes tegn og som følge af faldende børnetal. Jeg blev både frustreret og harm.
Jeg kunne ikke stiltiende acceptere, at institutionens fantastiske medarbejdere, børnenes glæde og den gode logistiske beliggenhed for hele Bramsnæs’ opland skulle gå tabt.
Samtidig syntes jeg, at det daværende faldende børnetal var en kortsigtet tanke at agere på, når det tal med al sandsynlighed ville stige i de efterfølgende år.
Jeg besluttede mig for at kæmpe for børnehaven, og jeg oplevede, at hvis man virkelig sætter alt ind, når noget synes urimeligt, så kan man faktisk lykkes med at omgøre forkerte beslutninger.
I dag har Bøgen i Lyndby skiftet navn til Fjordly. Børnetallet er stigende. Det er blevet en integreret institution med både vuggestue og børnehave – og institutionen har for længst opnået at være selvkørende.
I dag er der venteliste i vuggestuen, og Fjordly må betegnes som en succes og et foregangsbillede.
Det var en øjenåbner for mig, og det blev samtidigt mit afsæt til at gå ind i politik.
Følg gerne min facebookside @stemlottegreve

Deltag i debatten
Del.