DEBAT: Bymøde om Skydecenter Sjælland

0

LÆSERBREV
På vegne af Vester Såby Bylaug, Grundejerforeningen Lyngkærgård og Vester Såby Vandværk

 

Mandag den 30. oktober blev der holdt bymøde med Vester Såbys indbyggere, som repræsenterer over 220 husstande.
Der var til mødet, hvor over 200 indbyggere/repræsentanter fra Vester Såby mødte op, ingen positive tilbagemeldinger til skydebaneprojektet kun massiv modstand. Derudover var der inviteret repræsentanter fra Kirke Saaby og Kirke Sonnerup, der heller ikke havde nogen positive tilkendegivelser.
Der har været kontakt til alle kommunalpolitikere i Lejre Kommunalbestyrelse, og heller ikke her har der været positive tilbagemeldinger på skydebaneprojektet, hvis ikke lokalbefolkningen kunne bakke det op, hvilket ikke er tilfældet.
Projektet vækker store bekymringer for både miljø, huspriser og levevilkår for landsbyens indbyggere.
Vi har i byen meget svært ved at forstå, at man planlægger at bygge så stort et anlæg, så tæt op ad bebyggelse til stor gene for naboer. Huspriserne vil med sikkerhed falde, hvilket gør at den positive udvikling med hushandlen i Vester Såby vil gå helt i stå.
Støjgenerne vil blive så massive, at ingen ønsker at bosætte sig eller blive boende i byen. Der vil fra de 15 planlagte baner lyde flere 100 skud i minuttet fra tidlig morgen til sen aften
Vester Saaby har en omfattende lokalplan, der netop er lavet for at bevare den unikke landsbystemning, der gør at landsbyen er attraktiv for nuværende og kommende indbyggere. Med et så stort anlæg med 12 meter høje volde på en længde på minimum to km og på et areal, som vil fylde det samme som landsbyen, vil Vester Saaby komme til at ligge i skyggen af et anlæg, der kun har én vinder, nemlig dem, der har økonomiske interesser i projektet.
Byggeriet vil komme til at ligge oven på en grundvandsboring, hvor Vester Såbys indbyggere får deres drikkevand fra. Man kender ikke konsekvenserne af at lægge så store mængder jord, men trykket fra de enorme jordvolde vil have en effekt, for ikke at tale om, hvor jorden til voldene skal kommer fra og dens forureningsgrad, som man for eksempel har set i Øm, Lejre Kommune (kilde: nyheder.tv2.dk).
Der vil som minimum skulle bruges 500.000 tons jord til at forme jordvoldene. Den mængde taler for sige selv, ikke mindst når det skal køres til. Noget der vil komme til at tage år, og kan vores veje klare den store belastning af tusindvis af tungtlastede lastbiler?
Byens indbyggere har igangsat en underskriftsindsamling, som vil vise den store modstand mod et projekt, der ikke hører hjemme, så tæt på en by med både børnehave og folk, der er flyttet på landet for at nyde fred og ro i noget af den kønneste natur i Lejre Kommune kan tilbyde.
Vi håber, at politikerne i Lejre Kommune, også efter valget, holder hovedet koldt og ikke tillader, at vi, der bor i Vester Såby, skal tages som gidsler for et projekt, hvis hovedarkitekter end ikke bor i nærheden af det måske kommende skydecenter.

Deltag i debatten
Del.