Børnebiblioteket klar med gode historier

0

Lejre bibliotek & Arkiv har startet et helt nyt projekt for Børnehaver med fortælling, teater og masser af leg. Målet er at formidle ”den gode historie” i børnehøjde.

 

HVALSØ/KIRKE HYLLINGE: I slutningen af september har et nyt initiativ på børnebiblioteket set dagens lys og har du børn eller børnebørn i en af kommunens mange institutioner, er det sandsynligt at barnet er en af de 600 børn som kommer igennem et af de fem temaforløb som udspiller sig her i vinterhalvåret, og som præsenterer børnene for bøger, fortælling, teater og leg.
Helt konkret inviterer børnebiblioteket til femprofessionelle børneteaterforestillinger med hvert sit tema til målgruppen børnehavebørn og har inviteret børnehaverne til at bestille de gratis billetter til netop den forestilling og tematik de synes lyder interessant.
Hvert teaterstykke spilles to gange, så der er mulighed for at så mange unger som muligt for glæde af tilbuddet. Tre af stykkerne spilles i Hvalsø, to i Kirke Hyllinge.
Hvor kommer bøgerne så ind i billedet?
Inden børnehaven kommer i teateret, kommer børnebiblioteket på besøg ud i institutionen, medbringende særligt indkøbte billedbøger der handler om det samme tema som teaterforestilling.
Der bliver snakket lidt med børnene om, hvad de skal til at opleve, og bagefter bliver bøgerne læst højt. Børnehaven låner efterfølgende billedbøgerne i hele projektperioden.
Når børnehaven har været i teateret, bliver de inviteret ind i børnebiblioteket til hygge. Her får de en aktivitetskasse med hjem, hvor der blandt andet ligger klæd-ud tøj og en særligt fremstillet historie om emnet.
Kassen skal med hjem i institutionen, og det er meningen, at børnene selv kan lege med temaet. Når man understøtter børns egen leg, kalder man det kultur af børn, og det er det, der er formålet med denne del.
Den sidste del af projektet går ud på, at børnehaven kommer på genbesøg i deres lokale børnebibliotek. Her bliver de mødt af en bibliotekar og en skuespiller/fortæller.
Kunstneren leger drama- og fortællelege med børnene om emnet, og bibliotekaren viser tilslut rundt i børnebiblioteket og forklarer om materialerne og hjælper alle børnene med at finde bøger, som børnehaven til slut låner med hjem til institutionen.
Hele projektet peger i den retning som børnebiblioteket gerne vil gøre meget mere af i fremtiden, hvor Lejre Bibliotek & Arkiv har klart fokus på formidling af den gode historie i børnehøjde.

Deltag i debatten
Del.