6. klasse vinder i madallergi-konkurrence

0

Med en opskrift på allergivenlige pandekager vinder 6.A fra Bramsnæsvigskolen Astma-Allergi Danmarks madallergikonkurrence og en præmie på 3.000 kroner. Det skete med en opskrift på pandekager.

 

EJBY: Allergivenlige pizzasnegle, cordon bleu og makronkage. Det var blot nogle af opskrifterne, som var med i kapløbet om at vinde 3.000 kroner i Astma-Allergi Danmarks landsdækkende madallergikonkurrencen for folkeskoleklasser.
Vinderen blev en opskrift på blåbær/hindbær-pandekager udviklet af 6.A fra Bramsnæsvigskolen i Ejby.
– Med konkurrencen har eleverne fået mulighed for bruge deres viden om madallergi til at udvikle nye opskrifter til folk, der eksempelvis ikke tåler hvede, mælk, nødder eller æg, siger Betina Hjorth, rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark.
Astma-Allergi Danmark har udviklet undervisningsmateriale om fødevareallergi, som kan bruges i faget Madkundskab. Det var netop timerne i madkundskab, som 6.A fra Bramsnæsvigskolen brugte på at udvikle allergivenlige alternativer til middagsbordet.
– Eleverne tog udgangspunkt i, hvad de selv ville savne, hvis de fik allergi over for en fødevarer. Og så skulle de prøve at udvikle en opskrift ud fra en almindelig opskrift men med allergivenlige erstatninger, siger Nicoline Djurhuus, der er klassens madkundskabslærer.
Betina Hjorth fra Astma-Allergi Danmark er også imponeret over 6.As vinderopskrift:
– Klassens opskrift på blåbær/hindbær-pandekager viser, at det er muligt at lære om madallergi på en kreativ måde, som samtidig kræver at man holder tungen lige i munden. Det er godt gået.
Alle opskrifter blev lagt til afstemning på Astma-Allergi Danmarks Facebook-side.
Vinderen blev den opskrift, som fik flest ’likes’.
6.A fra Bramsnæsvigskolen regner med at bruge pengepræmien på 3.000 kroner på en tur til Tivoli.

 

Allergi-venlige blåbær/hindbær pandekager
Opskriften er uden mælk, æg og hvede.

Ingredienser:
5 spsk. sukker
2 – 3 spsk. kikærtevand
1 dl. blandede hindbær og blåbær
3 dl. rismel
½ tsk. salt
5 dl. mandelmælk
Kokos olie til stegningen

Fremgangsmåde:
Bland rismel, salt, sukker mandelmælk og kikærtevand til en tykflydende dej. Tilsæt eventuelt lidt ekstra mælk efter smag og behag.
Varm en stegepande op, og kom lidt kokosolie på.
Hæld lidt dej på panden, og drej panden rundt, så dejen fordeles ud i et tyndt lag på hele panden. Alternativt kan du bruge en pandekageform.
Bag pandekagerne sprøde og gyldne på begge sider.
Servér med flormelis eller syltetøj.

Opskriften er udviklet af 6.A på Bramsnæsvigskolen i Kirke Hyllinge. Opskriften bringes med tilladelse.

 

Mad-allergi
Det er typisk helt almindelige fødevarer, der giver allergiske reaktioner. For eksempel mælk, æg, jordnødder eller frugter og grøntsager.
I appen Madallergi kan du finde inspiration til allergivenlige opskrifter. Appen er gratis.
Hos Astma-Allergi Danmark kan du få rådgivning om blandt andet fødevareallergi. Ring til Rådgivningen på tlf. 4343 4299.

Deltag i debatten
Del.