U11 drenge fik besøg af tidligere FCK’er

0

HVALSØ: Hvalsø IF Fodbolds U11 drenge har haft besøg af den tidligere professionelle fodboldspiller Lasse Qvist, som ville lave en træning med drengene med fokus på at lave mål.
Lasse Qvist var en af de mest talentfulde spillere fra sin årgang og har været professionel i blandt andet PSV Eindhoven, FCK og Lyngby. Men han fik aldrig det helt store gennembrud efter at have været fast mand på ungdomslandsholdene.
Efter halvanden times træning deltog han i holdets månedlige torsdagsspisning, hvor han fortalte drengene om vejen til at blive professionel fodboldspiller. Men også om hvor hårdt det er, og hvor meget man må give afkald på.
– Han fortalte om nogle af de succes han havde haft, gode oplevelser men også om de gange, hvor man røg på bænken når træneren havde andre spillere som de ville anvende. Han kaldte jobbet som professionel fodboldspiller: ”Et af verdens hårdeste job” hvor man fra den ene dage til den næste kan skifte fra massiv succes til at være ude i kulden. Ofte helt uden at vide hvorfor, fortæller træner Jesper Fischer.
Bagefter havde drengene mange gode spørgsmål til Lasse Quist. Lige fra, hvem han havde spillet sammen med på landsholdet og i klubberne, til om han havde gode råd til en 10-årig, som selv gerne ville være professionel.
Da trænerteamet til sidst spurgte, hvor mange af drengene, der ville være professionelle efter at have hørt Lasse Quists beretning, røg alle hænder i vejret. Hvalsø IF kan derfor se frem til massiv succes om sekt til otte år, når drengene bliver seniorer.
Foto: Hans Henrik Kragh

Deltag i debatten
Del.